10-årige Lærke trænede sine øjne
Synstræning hjalp 10-årige Lærke af med motorikproblemer, hovedpine og et stort læsebesvær, som gjorde skolelivet surt. Louis Nielsen i Kolding inviterer til foredrag med synstræningsekspert, hvor du kan høre om synstræning og få hele historien om Lærke.
Da 10-årige Lærke havde sin mor med hos optiker for et par år siden, var de begge efterhånden temmelig modløse, for den unge pige havde det ikke godt.
Lærke havde brugt briller for en bygningsfejl lige siden børnehavealderen, men fik først som 10-årig et egentlig synstjek hos en optiker, og så begyndte der lige pludselig at ske en helt masse i Lærkes liv.
Ved synstjekket hos Louis Nielsen registrerede den optiske chef i butikken nemlig, at der ”var et eller andet ubestemmeligt” ved Lærkes syn, som han anbefalede at få tjekket hos en såkaldt synstræningsklinik. Som sagt, så gjort. Lærkes forældre tog kontakt til Synstræning Kolding, hvor optometrist Eva Andersen straks indkaldte Lærke til en test, der viste forskellige problemer – vigtigst var, at Lærkes øjne simpelthen ikke arbejdede sammen.
”I tilfældet med Lærke var det også meget tydeligt, at hendes øjenmotorik ikke fungerede optimalt, hvilket betød, at hun eksempelvis ikke kunne stille skarpt, når hun skiftevis skulle kigge på en skoletavle og ned i bøgerne. Derudover brugte Lærke alt for meget energi på at flytte øjnene hen ad linjen i læsebogen, hvilket betød lav læsehastighed og problemer med at finde rundt i teksten,” forklarer Eva Andersen, der i mere end 10 år har arbejdet udelukkende med synstræning, i en pressemeddelelse.
Lærke gik i gang med et intensivt og hårdt træningsforløb, hvor hun skulle træne musklerne i sine øjne med en række forskellige øvelser – ganske som fitness for øjnene. Og i dag har nu 12-årige Lærke ifølge hende selv og hendes forældre gennemgået en ganske fantastisk udvikling, hvor hun har trænet sig væk fra hovedpine, læsebesvær og koordineringsproblemer. Og ikke bare det; faktisk er Lærke i dag også glad for at deltage i sport og er blevet en dygtig bueskytte - noget der ganske enkelt havde været en umulighed før træningsforløbet.
Mød Lærke og her mere om synstræning til et gratis foredrag hos Louis Nielsen i Kolding Storcenter onsdag den 17. maj fra kl. 18-20.