Masser af asfaltarbejde over hele kommunen
Sommerhalvåret bærer præg af masser af arbejde på vejene
Sommerhalvåret er den tid på året, hvor asfaltmaskiner rykker ud på veje og stier for at forbedre underlaget for biler og cykler.
I år udfører Aabenraa Kommune samlet set asfaltarbejder for 17,5 mio. kroner.
Der er tale om en blanding af større og mindre asfaltarbejder, som bliver gennemført i en prioriteret rækkefølge. Det kan ikke undgås, at trafikken bliver generet af asfaltarbejderne.
“Jeg vil opfordre til, at man som trafikant sænker hastigheden, bevarer roen og tager hensyn til dem, der udfører asfaltarbejdet. Tænk på, hvor dejligt det bliver, når kørebanen igen er jævn og fin,” påpeger formand for Teknik- og Miljøudvalget Bent Sørensen.
Flere lokalområder er med
På listen over asfaltarbejder er bl.a. hele Genner by og den østlige halvdel af Felsted samt Ringvej ved Bolderslev og Sønderborgvej mellem Kruså og Rønshoved.
Arbejdet går i gang i denne uge.
Første strækning er et stykke af Hærvejen vest for Kliplev, Skolegade i Kliplev og Søvangvej mellem Bredevad og Sottrup. I slutningen af maj kommer turen til Ringvejen, Østergade og Æ Stajsvej ved Bolderslev.