Fortsæt til indhold

Nyt firma i Kolding tager hånd om markedsføringen

Det nye firma, Brand Design, er resultatet af samarbejdet mellem Rene Terp og Lone Petersen

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Et venskab mellem den mangeårige fotograf Rene Terp og marketing-ildsjælen Lone Petersen mundede ud i nyt, koldingensisk firma, der så dagens lys for første gang for seks måneder siden.

“Der er heldigvis rigtig mange opgaver at kaste sig over i branchen, så vi har haft en god begyndelse,” forklarer Lone Petersen.

Brand-Design, som firmaet hedder, specialisere sig i alt indenfor marketing - lige fra branding til SEO-optimering, og makkerparret bag har store forhåbninger til fremtiden som selvstændige.

En god start

Rene Terp og Lone Petersen havde ikke kendt hinanden særligt længe, før de bestemte sig for at springe ud i livet som selvstændige.

“Jamen, det startede faktisk med, at Lone fortalte om, at hun overvejede at starte et marketingsbureau her i Kolding, så det tænkte jeg, at det ville jeg gerne være en del af,” fortæller Rene Terp.

For Lone Petersen var det bestemt ikke en ulempe at få en medejer indover projektet.

“Rene er rigtig god til at tage sig af SEO-hjulet, som han hele tiden holder sig opdateret på. Så er jeg bedre til at være den, der er ude i marken og får kunderne hjem,” siger Lone Petersen.

Og netop det med at få flere kunder i hus er gået rigtigt godt for makkerparret.

“Vi har faktisk lavet marketing for nogle rigtig store firmaer, så det går overraskende godt - det har ikke taget lang tid at få de store kunder i hus,” siger Lone Petersen.

Et firma med fordel

Rene Terp og Lone Petersen håber særligt på, at firmaets størrelse vil være en fordel, når kampen om kunderne tager til. For selvom de kun sidder to i Brand-Design, mener de selv, at de kan byde på noget ekstra.

“Når man ringer til os, år man jo ikke en eller anden hvalp i røret. Man kommer direkte igennem til eksperterne, som kan sætte kunden godt og grundigt ind i, hvorfor de skal vælge os,” forklarer Rene Terp.

Samtidig har de to bagmænd kunderne i højsædet og sørger for, at der er tid nok til hver enkelt.

“Vi kommer ud til kunderne og tager og tid til at lytte og tid til at udfolde konceptet ordentligt. For god marketing tager tid,” siger Lone Petersen.

“Vi bliver i Kolding”

Brand-Design er startet i Kolding, og det er bestemt også her, at de to ejere har tænkt sig at blive.

“Det kunne da være fedt at vokse sig større - og udvide til flere kunder i Trekantområdet. Men vi bliver i Kolding - og jeg flytter herned, så snart som muligt,” fortæller René Terp.

Netop det lokale islæt gør sig gældende, når makkerparret lægger fremtidsplaner.

“Vi kunne da godt tænke os at udvide og stjæle nogle gode medarbejdere fra vores konkurrenter på sigt. Men nu må vi se, hvad tiden bringer,” slutter René Terp med et grin.