Lokale Jannie vinder dansk Xterra Duathlon
Jannie Spangberg fra Varde vandt det hele til Xterra Duathlon
Da Xterra Duathlon serien blev afsluttet i Blåbjerg, kunne Jannie Spangsberg fra Varde stille sig på podiet to gange først som løbets vinder og efterfølgende som vinder af den samlede duathlon serie på i alt seks løb.
Det var ikke så svært for vardenseren Janni Spangsberg, der i sin fritid cykler mountainbike på eliteplan, at hente en første plads hjem til off-road duathlonen i Blaabjerg 23. april. På kun 1 time og 50 minutter formåede Janni at tilbagelægge fem kilometer trailløb efterfulgt af 20 kilometer mountainbike, inden hun igen sluttede med fem kilometer trailløb. Det var 11 minutter hurtigere end Carol Rasmussen, der kom ind på anden pladsen, og 32 minutter hurtigere end tredjepladsvinderen Malene Halling.
I både Vejle og Viborg løb Janni også af sted med første pladsen, og kan derfor nu kalde sig samlet dansk vinder af dameklassen i XTERRA Duathlon serien i Danmark.
X-terra er en række stævner, der foregår ”off-road” altså på stier og opmærkede ruter i naturen. Til stævnet i Blaabjerg skulle de 350 deltagere derfor prøve kræfter med i alt 10 kilomter trailløb og 20 kilometer mountainbike.
Når Xterra vender tilbage til Varde Kommune 16. - 17. september er der tilføjet endnu en disciplin - svømning.