Præmie og royalt håndtryk til 8. klasse-elev fra Bohrskolen
Juliane Plagborg Bak Sørensen vandt 2. præmien ved landsdækkende talentkonkurrence
“Det er superfedt. Jeg havde slet ikke regnet med det. Når man har lagt så meget arbejde i det, så er det en dejlig anerkendelse at få, men jeg var godt nok overrasket.”
Det er en tydelig glad Juliane Plagborg Bak Sørensen, som Lokalavisen Esbjerg snakker med, efter hun for nylig har været i København for at deltage i talentkonkurrencen 'Unge Forskere, som blev afviket under ' Science' i Forum.
Her vandt 8. klasse-eleven fra Da Vinci-linjen på Bohrskolen afdeling Vita i Esbjerg nemlig 2. præmien i kategorien 'Life Science' på 10.000 kroner og Novozymes Challenge-prisen på 5.000 kroner.
“Det er jo ligesom at holde konfirmation igen,” lyder det med et grin fra Juliane Plagborg Bak Sørensen.
På scenen med en prins
Den esbjergensiske skoleelev deltog i talentkonkurrencen med sit projekt 'Den omvendte fotosyntese', hvor man ved hjælp af solens energi kan nedbryde plantemateriale, som kan omdannes til medicin, plastik og bioethanol.
Hendes arbejde var så godt, at hun fik 2. præmien i sin kategori, som blev overrakt på scenen af H.K.H Prins Joachim og undervisningsminister Merete Riisager (LA).
“Det var mærkeligt at se dem i virkeligheden. De var rigtig søde og virkede meget interesserede i projektet,” fortæller Juliane Plagborg Bak Sørensen, som regner med at gå den naturfaglige vej, når hun skal til at vælge uddannelse.
“Jeg havde ikke rigtig tænkt det før konkurrencen, men nu vil jeg gerne. Det er rigtig spændende at forske og finde sin egen viden,” fortæller hun.
Ved den samme konkurrence vandt Sofie Louise Dam og Johan Holterman Thiesen, som ligeledes går på Bohrskolen afdeling Vitas Da Vinci-linje, sponsorpræmier for deres projekt, som de deltog med i kategorien 'Technology'.