Vejles værested for hjemløse og misbrugere summede af liv og hygge
I anledning af 'Danmark spiser sammen 2017'-kampagnen var der i fredags fællesspisning og hygge på Café Parasollen i Vejle.
“Vejle er et af de steder i landet, hvor kampagnen har allerflest deltagere - altså folk, der åbner deres hjem og byder andre indenfor til at spise og mødes. Det gør vi også her,” siger Sanne Bjerggård, der er leder af Gadeteamet på Café Parasollen,
På pladsen bag caféen var der linet op med pavilloner og en stor grill. Her stod varehuschef Mikkel Niess fra Føtex på Strøget sammen med et par medarbejdere og serverede pølser og brød til alle.
“Jeg kan godt lide at være her på Parasollen,” lød det fra Mikkel Niess, som også tidliggere har været sponsor ved arrangementer på Café Parasollen.
“De gør et godt stykke arbejde for folk. Det vil vi gerne være med til. Og så har vi jo ganske mange kunder blandt brugerne og de frivillige her - så også på den måde giver det mening for os. Men det er nu mest for at give noget tilbage til byen - og for at støtte Parasollen,” sagde han.
Da det trak op til regn, rykkede selskabet indenfor, hvor der var levende musik, ansigtsmaling og anden hygge for både børn og voksne.