Fortsæt til indhold

Varde Sportsrideklubs ridestævne blev en succes

Arkiv
Arkiv

Varde Sportsrideklub holdt i weekenden 6.-7. maj stort C-stævne med 257 startende ryttere fra hele området.
Ved sidste tilmeldingsfrist til stævnet så det ikke ud som om vi havde nok startende ryttere til at vi kunne holde stævnet, og klubben gik med tanker om at aflyse, men om aftenen kom der over 100 tilmeldinger, og så fik de ellers travlt.
“Alle de frivillige gjorde et stort arbejde for at få stablet stævnet på benene og det blev en succes. Der var mange flotte ærespræmier fra vores mange sponsorer,” fortæller Celine Christensen fra Varde Sportsrideklub.
Varde Rideklub holdt samtidig med stævnet Nord-Vest Box Cup for ponyer som er en turnering, hvor ekvipagerne opnår points ved udvalgte C-stævner, og i år rides finalen ved det store World Cup stævne i Boxen i Herning i uge 42, så der var stor konkurrence mellem rytterne.
Den mest vindende ekvipage blev Varde-rytter Mirjam Natascha Kuntz på sin hest ND-HORSETEAMS MICHELLINA. Det blev til tre gange 1. plads og én ansenplads. Hele weekenden var vejret med stævnet: Der var 17-20 grader, fuld sol, god stemning og over 600 besøgende.
For at starte C-stævne skal man have rytterlicens. Rytterlicensen giver rytteren et personligt licensnummer, således at resultaterne fra stævnerne kan registreres. For at få rytterlicens skal rytteren gennem en række ryttermærker, som er en slags eksamen, hvor rytteren lærer, hvordan man omgås og behandler hesten, både derhjemme og på stævnebanen.