Til kamp mod stopfyldte klasser
Mere end halvdelen af alle børn i Fredericia Kommune går nu i storklasser. Andelen skal nedbringes, siger byrådsmedlem Marianne Thomsen sammen med folketingsmedlem Karina Lorentzen, begge SF
Lørdag lancerede Danmarks Lærerforening tallene for antallet af børn, der går i store klasser med 25 elever eller mere i klassen. Tallene for Fredericia ligger i den højeste ende, sådan at 53,6% af eleverne nu går i store klasser – og det er noget mere end i 2009, hvor det var 27,6%.
“Det er en voldsom stigning, som vi ikke kan være bekendt overfor vores børn. Derfor synes vi i SF, at det er en bunden opgave at nedbringe det antal eller sikre to lærere i klassen, hvor der kan være grunde til, at det ikke kan lade sig gøre,” siger Marianne Thomsen i en pressemeddelelse.
SF"s lokale folketingskandidat Karina Lorentzen oplyser, at partiet ønsker et klasseloft på 24 elever i klasserne, og at man vil finde pengene ved at korte af skoledagen. Men hun erkender også, at Fredericias tal er så voldsomme, at det ikke sker over en nat:
“Det er en tendens mange steder, at kommunerne propper flere børn ind i klasseværelserne. Fredericia ligger så langt over landsgennemsnittet på 27,8, at tallet ikke kan normaliseres på et år. Det vigtige er at komme i gang og få fokus rettet på det for børnenes skyld,” siger hun i pressemeddelelsen.
SF'erne i Fredericia går til kommunalvalg på at nedbringe antallet af elever i klasserne, ligesom det vil arbejde for flere to-lærerordninger.