Fortsæt til indhold

Kongelig åbning af brandmandstræf

Sternfahrt i Sønderborg åbnes af prinsesse Marie og prins Joachim

Arkiv
Arkiv

Prinsesse Marie holder tale ved åbningen af Feuerwehr-Sternfahrt 2017, hvor prinsessen får følgeskab af gemalen, prins Joachim.
Sternfahrt er den tyske betegnelse for et stævne. Direkte oversat får betegnelsen sin særlige berettigelse, for netop det års “stjerneløb”, som finder sted i Sønderborg i Kristi Himmelfartsdagene 25.-28. maj, beæres af kongeligt besøg og en kongelig åbningstale.
“Det er en stor ære, at vi får kongeligt besøg til en begivenhed, som Sønderborg er meget stolt af at huse. Det kan jeg sige på egne og byrådets vegne og på vegne af de mere end 3.000 frivillige brandfolk fra Europa, som vi forventer kommer til stævnet,” udtaler borgmester Erik Lauritzen.
Feuerwehr-Sternfahrt er Europas største, internationale fagfestival for frivillige brand- og redningsfolk med deltagere fra 15 lande. Siden sin grundlæggelse i Østrig i 1976 holdes festivalen hvert andet år et nøje udvalgt sted i Europa.
Stævnet indledes med en stor åbningsceremoni foran Sønderborg Slot torsdag den 25. maj efterfulgt af mange spændende aktiviteter i byen i de efterfølgende tre dage.
Selve stævnet finder sted på Ringriderpladsen, men programmer rækker også ud i byens gader, hvor en række spektakulære begivenheder finder sted til glæde for børn, borgere og byens gæster.