Fortsæt til indhold

Klar med e-sportsliga

Nu skal der findes en sydvestjysk mester under DGI

Arkiv
Arkiv

Den første officielle eSports liga i DGI Sydvest starter efter sommerferien. Målet er at finde en Sydvestjysk Mester i spillene 'CS:GO' og 'League of Legends', oplyser klubben.
Der er allerede masser af forskellige online turneringer i de populære spil med mange forskellige slags præmier. DGI'sturnering bliver dog helt anderledes, for gamerne skal mødes på Cosmosskolen (afd. Bakke) i Esbjerg og se deres modstandere i øjnene, når kampene skal afgøres. Og modstanderne er ikke længere anonyme hold med navne som 'Hellraiser's eller T'ricked'. I denne turnering er det foreningen fra nabobyen, som man kan vinde håneretten over.

Kæmper om titlen

Deltagerne skal heller ikke sætte næsen op efter de store pengepræmier, som eSporten også er berygtet for. Holdene, der står tilbage i finalen, kæmper om titlen som Sydvestjysk Mester og en stor pokal, der kan pryde lokalerne hjemme i foreningen.
Der er åbnet for tilmeldingen allerede, og alle foreningsbaserede eSports hold kan deltage. Det eneste krav er, at foreningen skal 'bo' i DGI Sydvest område, der dækker Esbjerg, Varde, Vejen, Fanø og Billund kommuner.
Turneringen er en del af en større satsning på eSport hos DGI Sydvest. De vil støtte både nye foreninger og afdelinger af eksisterende idrætsforeninger, som vil beskæftige sig med e-sport for på den måde at bidrage til det sociale aspekt af sporten. Og det kan også være med til at hjælpe idrætsforeningerne, mener Alexander Storm Panduro, der er idrætskonsulent ved DGI Sydvest:
“Foreningslivet har i mange år haft svært ved at holde fast i de unge. Derfor har de her en gylden mulighed for at bygge bro over til en voksende gruppe af unge, der ofte mangler et sted at organisere sig,” siger han.
eSporten bliver stadig ikke anerkendt som sport alle vegne, men i DGI er de afklaret.
“Vi har mange andre anerkendte idrætsgrene, hvor der heller ikke er meget fysisk aktivitet - se bare på skydning og dart,” siger Alexander Storm Panduro.
“Vi ser en stor værdi i, at gamerne bliver organiseret i de eksisterende idrætsforeninger. På den måde kan fysisk aktivitet inddrages i træningen, og vi kan påvirke dem til at tage de sunde valg,” siger han.
-vik