Se brand-stationen indefra
Brandstationen i Aabenraa bliver fyldt med biler og udstyr, når Aabenraa Frivillig Brandværn inviterer til åbent hus 20.maj kl.11-14.
Her kan man få en snak med brandmændende og deres samarbejdspartnere, som i dagens anledning også er til stede - blandt andre Beredskabsstyrelsen, Politiet og Ambulance Syd.
Arrangementet skal øge kendskabet til det danske beredskab og give indblik i, hvilket udstyr brandmændene har til rådighed, når borgerne ringer 112 og har brug for hjælp. Samtidig håber brandværnet på, at besøget skærper interessen hos folk, som overvejer at blive frivillige brandmænd.
Aabenraa Frivillig Brandværn har brandstation på Pilemosen 21 sammen med Ambulance Syd. Stationen er en af de største i Sønderjylland og råder over 29 frivillige brandmænd, som står til rådighed 24 timer i døgnet året rundt.
I 2016 kørte værnet 194 udrykninger til alt imellem brand i villa til færdselsuheld med fastklemte. srj