Fortsæt til indhold

Krammebamser trøster de yngste patienter på Sydvestjysk Sygehus

Arkiv
Rune Weitling

En blød krammebamse kan trøste og skabe tryghed hos de yngste patienter, når de bliver indlagt eller skal til undersøgelse på hospitalet. Samtidig kan bamserne hjælpe personalet med at skabe en god kontakt til børnene og gøre hele situationen nemmere for alle.
Derfor er 39.000 krammebamser netop sendt fra TrygFonden og rundt til landets hospitaler. Blandt modtagerne er Sydvestjysk Sygehus, der glæder sig til at kunne give de bløde bamser videre til sine yngste patienter, der skal i narkose eller igennem specialiserede udrednings- eller behandlingsforløb. Bamsernes opgave er at skabe god kontakt mellem børn og personale og hjælpe børnene igennem det eventuelt ubehagelige, der skal ske.

Deler oplevelsen sammen

Bamserne hedder Theo og Thea og får ligesom barnet et armbånd med sit navn om håndleddet. På den måde har barnet en ven at dele oplevelsen med, og barnet og bamsen er indlagt sammen. Bamsen er heller ikke bange for hverken plaster eller en nål i poten, og det er med til at afmystificere behandlingen.
“I Anæstesiafdelingen møder vi barnet og forældrene i et, for dem, ukendt miljø på operationsstuen med fremmede mennesker, lyde og teknisk udstyr. Vi ønsker at skabe en god og rolig kontakt til barnet, således at situationen bliver bedste mulige oplevelse for den hele familie. Vi mødes derfor med barnet omkring krammebamserne Theo og Thea, hvor vi taler om den og mærker på den,” siger Karina Jensen, der er specialeansvarlig sygeplejerske på afdelingen for Anæstesi og Intensiv, og fortsætter:
“Herved har vi skabt en kontakt med barnet, som afslører, hvad barnet føler, og vi kan derved videre, ud fra barnets alder, tilpasse og informere om det, der videre skal ske med monitoreringsudstyr, dropanlæggelse og maskehåndtering. Hvis barnet ønsker det, ligger bamsen ved barnet, når bedøvelsen sker. Trygfondens krammebamser bliver altid glædeligt modtaget, og de er et helt uvurderligt redskab for kontakt og samarbejde med barnet.”