Fortsæt til indhold

25 elever er for mange i én klasse

9. klasse-eleven Martin så gerne at han gik i en klasse med færre elever

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

“Lærerne har ikke tid til alle. Der er nogen, der bliver efterladt.” Så klart lyder det fra 16-årige Martin Lunding Bengtsen, når spørgsmålet går på, hvad han mener om klasser med over 25 elever.
Selv går han i en 9. klasse på Bohrskolen afdeling Vita her i Esbjerg, hvor han har 25 klassekammerater. Indtil for nylig var der endda 27 elever i klassen.
“Det er for mange elever. Socialt er det rigtig fint at have en stor klasse, men fagligt giver det problemer, når man gerne vil have hjælp i timerne. Det er ikke altid, at lærerne har tid til det,” fortæller Martin Lunding Bengtsen, som desuden er næstformand i elevrådet på skolen, hvor 20 klasser ud af 48 klasser har et elevantal på 25 elever eller derover.
“Det er også det, jeg hører fra elever i de andre store klasser her på skolen. Der er for lidt tid til, at alle elever kan få hjælp i timerne,” fortsætter han.

24 elever passer fint

I de mindre klasser var Martin Lunding Bengtsen vant til, at der var 24 elever i hans klasse. Sådan var det frem til 6. klasse.
“Det var et rigtig fint antal. Selvom det kun handler om, at der var to elever færre i klassen, så kunne man godt mærke, at det gik bedre. Der var det ikke et problem at få hjælp. Jeg synes, 24 elever er et godt maksimum for, hvad der må være i en klasse,” fortæller han.