Fortsæt til indhold

Oplev ’Dogfight’ og ’Pippin’ i Musicalakademiets showcase

Arkiv
Arkiv

Dansesale, dramalokaler og værksteder summer af aktivitet i disse uger, hvor forberedelserne til Musicalakademiets årlige showcase er i fuld gang. Traditionen tro byder årets afgangsforestilling på en præsentation af de otte nyuddannede musicalperformere i to forskellige opsætninger, og denne gang er valget faldet på to danmarkspremierer: 'Dogfight' og 'Pippin'.
”Årets to afgangsforestillinger spænder meget vidt, både i genre, musik, udtryk og handling. Det er en stor og krævende opgave at løfte for alle involverede, og vi glæder os i dén grad til at præsentere publikum for det endelige resultat – og for årets otte nyuddannede scenekunstnere,” siger Thomas Agerholm, leder af Musicalakademiet og producent på årets afgangsforestilling, i en pressemeddelelse.

Find den grimmeste pige

Den prisvindende forestilling 'Dogfight' begynder en novemberdag i 1963, hvor tre marinesoldater beslutter sig for at tilbringe deres sidste aften inden næste dags udstationering med lidt fest og ballade. De indgår et væddemål – en såkaldt dogfight, som går ud på at finde den grimmeste pige i byen og bringe hende med til aftenens fest; og korporal Eddie Birdlace finder sin vinder i den unge og lidt generte servitrice Rose.
Bag forestillingen står det prisvindende komponist-makkerpar Pasek & Paul, som bl.a. har skrevet teksterne til dette års store Oscar-vinder 'La La Land'. 'Dogfight' instrueres af en af Musical-akademiets mangeårige amerikanske samarbejdspartnere, Scott Susong, som - ud over at instruere og selv stå på scenen – er leder af musicaluddannelsen ved Illinois Wesleyan University.
Efter pausen gælder det Tony Award-vinderen 'Pippin', som bringer publikum igennem fortællingen om den unge prins Pippin, som søger efter livets mening og betydning. 'Pippin' er en højtflyvende hit-musical.
Også her er instruktion og koreografi overladt til en af de dygtigste inden for genren, nemlig amerikanske Lynne Formato, som har iscenesat og koreograferet flere af Fredericia Teaters succesfulde Disney-forestillinger – herunder 'Klokkeren Fra Notre Dame', som i efteråret høstede store anmelderroser på Fredericia Teater og til sommer genopsættes på Det Kgl. Teaters Gamle Scene. gs