Fortsæt til indhold

Så swinger jazzen igen

Musikprogrammet for Middelfart Jazzfestival er parat. Festival nummer 25 byder også på vinsmagning og tarteletter

Arkiv
Lars Saugbjerg

Musikprogrammet er på plads, og som sædvanlig er der lagt op til 'swingende' underholdning, når Middelfart Jazzfestival genopstår til august. Sidste år magtede bestyrelsen ikke at føre jazztraditionen videre, hvilket kom som et chok for mange - men heldigvis stod nye kræfter klar i kulissen, og nu er rammerne for den 25. festival for alvor ved at tage form.
“Jazzfestivalen var blandt landets fem største med 10-12.000 mennesker, der nød gratis jazz. For Middelfart har festivalen været et kulturelt fyrtårn. Fantastisk 'branding' for området, som vi ikke må give slip på. Derfor har jeg påtaget mig ansvaret for at få tingene til at fungere igen,” lyder det fra formanden for Jazzmusikkens Venner, Flemming Hansen, der understreger, at det handler om at løfte i flok.
“Det er dejligt at opleve den store opbakning. Kommunen hjælper os på flere måder, og de mange frivillige henvender sig. Vi kan altid bruge flere, men jeg føler, at folk gerne vil være med til at løfte opgaven.

De sikre valg

Festivalen er ikke bare jazz. Det er en folkelig og hyggelig fest, hvor arrangørerne satser på det sikre. Traditionel jazz og gamle, veletablerede kendinge, der leverer varen. Som sædvanlig går Blues Brothers Souvenir Show på scenen lørdag aften. Jazzmusikkens Venner har gennem længere tid arbejdet hårdt på at få et spændende musikprogram sammensat.
“Vi er glade for nu at kunne løfte sløret for det samlede musikudbud. Vi er også glade for igen i år at samarbejde med Holms og Guldkronen om musikken, så Middelfart Jazzfestival kommer til at foregå både på Gammel Havn, på torvet og i gårdhaven bag Holms. Og så smugstarter vi jo som sædvanlig med en koncert i Middelfart Kirke – og i år med sangeren Jette Torp,” fortæller Flemming Hansen, der har fået god hjælp til at håndtere musikprogrammet af den tidligere formand - og Niels Abild fra Kansas City Stompers.

Vinsmagning og tarteletter

Der bliver plads til 650 siddende gæster i det store telt på havnen. Scenen bliver sænket en anelse for at gøre koncerterne mere intime. Som noget nyt bliver der arrangeret vinsmagning torsdag aften.
“Fra klokken 19-22 vil fire lokale specialforretninger byde på forskellige vinoplevelser. Fra 22-24 er der jazz på scenen - det er endnu ikke besluttet med hvem.”
Lørdag kan du glemme alt om den sædvanlige brunch. Flemming Hansen fortæller, at der bliver arrangeret 'tarteletfestival' i teltet.
“Vi åbner op klokken 11.30. Frem til klokken 14.30 må du for 150 kroner gå om bord i tre forskellige slags tarteletter. Vi har på forhånd bestilt 5.000 tarteletter hos Humlum, og indholdet sørger slagteren på Odensevej for. Man skal være hurtig for at sikre sig billet,” smiler formanden, der slår fast, at selve Jazzfestivalen er gratis.
“Gratiskonceptet holder vi fast i. 25-30 koncerter med fri entré. Det koster dog penge at opleve åbningskoncerten med Jette Torp.”

PROGRAMMET:

2. august:

19.00-20.45 Jette Torp, Middelfart Kirke
3. august:
19.00-22.30 Vestre Jazzværk, Guldkronen/Torvet

4. august:

17.00-19.00 Paul Harrison Band, Teltet på Gl. Havn
19.30-21.30 Creole Catz, Teltet på Gl. Havn
22.00-24.00 Jordan's Drive, Teltet på Gl. Havn
15.30-19.00 Dixieland Jubilees, Guldkronen/Torvet
19.30-22.30 Jazz Buffetten, Guldkronen/Torvet
18.00-21.00 Kingo"s Swing Quartet, Holms

5. august:

12.00-14.00 JR's Big Band med Søren Okholm Teltet på Gl. Havn
14.30-16.30 Jazz Five Teltet på Gl. Havn
17.00-19.00 Gunhill Carling & Family Teltet på Gl. Havn
19.30-22.00 Kansas City Stompers med Rikke Mølgaard Teltet på Gl. Havn
23.00–01.00 The Blues Brothers Souvenir Show Teltet på Gl. Havn

11.00-15.00 Odense Banden, Guldkronen/Torvet
15.30-18.30 Elton Jazz, Guldkronen/Torvet
19.00-22.00 Godsejernes Jazz Band, Guldkronen/Torvet

12.00-15.00 Finney"s Jazzmen, Holms
18.30-21.30 Katja & Katjazzerne, Holms