Peter varmer op til de høje franske bjerge
Peter Meyer Omby - købmand fra Haderslev - tager endnu en omgang med 'Cykelnerven'. Og serverer pølser lørdag
De er ikke så kendte som Team Rynkeby, og de skraber heller ikke helt så mange penge sammen. Men det bliver dog hvert år til et ganske imponerende resultat når 'Cykel nerven' begiver sig afsted til Frankrig for at udfordre otte af de mest kendte bjerge.
Én af de lokale, som igen i år har fået en plads blandt de omkring 250 ryttere, er Peter Meyer Omby, som mange kender som Rema 1000 købmanden fra Simmerstedvej i Haderslev.
“Hen over fire dage kommer vi over otte af de meget markante stigninger, så det gælder om at være i form,” fortæller købmanden, som er glad for at støtte det gode formål - kampen imod sygdommen sclerose.
“Det nytter virkelig noget at tilføre penge til forskning og hjælp til de ramte,” siger Peter Omby, som selv har scerose tæt inde på livet i familien. For at sætte ekstra midler ind har han planlagt en dag foran butikken på Simmerstedvej, hvor man kan hygge sig med grillpølser til beskedne 10 kroner per styk. Hver en krone som kommer ind går til Cykel nerven.
“Det er på lørdag 27. maj det går løs. Der er pælser på grillen fra klokken 11.00 til 18.00 og vi håber at mange vil kigge forbi” siger købmanden, som arbejder med formen. Turen i Frankring begynder 13. juli og der skal mange kilometer i benene, hvis man skal klare den hårde tur.