En rigtig mand piver ikke – kun lidt

rigtige mænd Øh, det kan sgu ikke være rigtigt. Nej, nej, nej. Jeg ikke engang lave en ordentlig kolbøtte. Du ved sådan en, som børn laver en million af. Men jeg er 47 år, og det kan mærkes. Min krop er ikke glad for de der kolbøtter, som ham træneren på nettet har fortalt mig, at jeg skal lave. Så dem laver jeg i baghaven. Rigtige Mænd Sjakket hedder projektet, og vi deltagere skal lave det som de rigtige mænd på tv også bliver sat til. Næsten da. Og en af opgaverne er kolbøtter. Jeg er til tider tilkaldevikar som lærer på Øster Starup Skole, og derfor fik jeg lidt undervisning af nogle herlige elever fra 5.klasse: i at slå kolbøtter. Jeg mener, når jeg nu alligevel skulle have dem til noget bevægelse, så kunne de jo ligeså godt lære mig noget. Og det var de gode til, men det var også på en stor madras i gymnastiksalen, nu står jeg så her i baghaven. Alene. Heldigvis er plænen fyldt med mos, og heldigvis er ingen naboer hjemme (tror jeg), men det er koldt og blæsende, men kolbøtter er svære at lave indenfor. De kræver plads og blødt underlag. Kolbøtter. Endnu en udfordring. Endnu et led af mange, der skal få min sofakrop til at fungere bedre. Jeg er på vej mod nye tider. På vej mod en bedre form, men den der 47 års ting, rammer mig lidt. Jeg er stiv i mine halvgamle og ubrugte led og muskler, og jeg har ikke rullet rundt og lavet kolbøtter i årevis. Ja, nærmest snesevis af år er gået uden kolbøtter. Og det straffer mig, for jeg døjer med lidt svimmelhed i ny og næ, og det kan godt være, at kolbøtter skal til for at løsne det op. Nå, jeg er dog på vej. Jeg løber hver anden dag. Ikke voldsomt langt, men jeg kommer dog af sted. Min form er underlig dårlig. Jeg mener, det er da mig, der for nogle år siden løb rundt ved Høgsholt, som var jeg en ulv på prærien. Ok, ordet ’nogle’ dækker vist over tyve år, men dengang kunne jeg da bare løbe. Så hvorfor ikke nu? Hvor er den grundform blevet af, som jeg pralede med. Dengang. Dengang i fortiden, hvor alt bare var nemmere. I hvert fald alt der havde med motion at gøre. Jeg klør dog på her i baghaven. Jeg sætter mig i skovskideren, og så vælter jeg bagud i en baglæns kolbøtte, der er nogenlunde så elegant som en giraf på en havetrampolin. Ynkeligt, men jeg kommer rundt. Det gør lidt ondt på skulderen, men hey, en rigtig mand piver ikke. Eller jo, det gør han. Tidligere lavede jeg undervejs en udstrækningsøvelse, hvor jeg glemte at stoppe, da det begyndte at gøre lige ondt nok i nakken. Så jeg fik hold i nakken i et par dage. Det gør nas, men hey, en rigtig mand piver ikke. Eller jo lidt. Når jeg løber, så er mine lunger ved at falde ud og ende på fortovet, men det vil være lige lovligt ulækkert, så jeg holder lungerne inde. Så godt jeg nu kan. Jeg løber forskellige steder. Har blandt andet løbet ved Vingsted, og det var super godt. Men her ved bopælen på Uhrhøj er bakkerne ren ondskab, så min korte tur rundt om søen er til tider rendyrket ondskab. Men hey, rigtige mænd piver ikke. Jeg tager i stedet i kolbøtte mere. En fremad. Uha, en stiv krop, der vælter sig fremad og moser sig rundt i mosset. Det lykkes. En sejr. En lille sejr. Men dog en sejr. Jeg klør på.