Almind indviede Aktivitetshuset Centrum
“Nu er det ikke kun København, der kan bryste sig af at have Den Sorte Diamant - Nu kan Almind også,” lød ordene fra formanden for Seniorudvalget, Søren Rasmussen, inden han klippede den røde snor og dermed indviede de nye lokaler hos Aktivitetshuset Centrum, som fremadrettet skal danne baggrund for de mange aktiviteter, som de ældre borgere deltager i.
Det nye lokale var bugnende fuld af brugere, der var kommet for at byde de nye lokaler velkommen - og netop de mange brugere var årsag til, at aktivitetscentreret i sin tid skulle renoveres.
“Der er ikke mange aktivitetshuse, der kan bryste sig af at være for små. Men vi var simpelthen ikke store nok til at huse vores mange daglige brugere,” lyder det fra Henny jakobse, som er formand for brugerudvalget.
Hun er i dagens anledning både taknemmelig over, at renoveringen gik så hurtig og smertefrit, og at forsamlingshuset gad at udlåne sine lokaler, så brugerne ikke helt skulle opgive det daglige samvær.
“Hvis ikke vi havde kunne benytte det, havde vi mistet mange folk. Så det er vi meget glade for, at vi kunne få lov til. Nu skal der blot lyde et stort tak til alle og god fornøjelse med de nye lokaler,” sluttede hun.