Hjælp til teenagepiger på en aften med Girltalk
24. maj i Pakhuset kan man også møde X Factor-vinder Linda Andrews
Hver 5. teenager har brug for en at tale med, og mange ved ikke, at der er hjælp at hente. Derfor kommer GirlTalk.dk nu til Kolding, hvor forældre og deres døtre kan hente inspiration til en god snak, og høre mere om de muligheder der er for at få hjælp.
Anna Bjerre og hendes stab fra det anonyme rådgivningsteam GirlTalk.dk er dagligt i kontakt med unge piger og kvinder, der har brug for hjælp.
Og onsdag 24. maj kl. 19 i Pakhuset, Sdr. Havnegade 7, deler de ud af deres erfaringer.
En facade af løgne
Samme aften vil man også kunne opleve GirlTalk-ambassadør og X Factor-vinder fra 2009 Linda Andrews.
Derudover er der foredrag med Kristina Hesselberg, som fortæller sin egen historie om et dobbeltliv, hvor hun udadtil levede som så mange andre, men i virkeligheden levede i isolation bag en facade af løgne og undskyldninger.
Det er Zonta Vejle, der sammen med GirlTalk har stablet arrangementet på benene.
Zontas formål er at forbedre kvinders status på de juridiske, politiske, økonomiske, uddannelses-, sundheds- og erhvervsmæssige områder gennem lokale projekter.
Billetter 100 kr. på www.zontabilletten.dk – pengene går ubeskåret til GirlTalk. jesl