Fortsæt til indhold

Små klasser er bedst

Benjamin Markmann Kempel mener, at de små klasser rummer mange fordele i forhold til de store

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Klassestørrelse Benjamin Markmann Kempel er elevrådsrepræsentant og går til dagligt i 8.a på Sdr. Vang skolen.

Han går i en klasse med 24 elever, og mener ikke, at klasser skal være meget større end det.

“Jeg synes, at der er mange fordele ved at gå i en lidt mindre klasse - for eksempel har læreren mere tid til hver elev og man får på den måde mere ud af sin undervisning,” fortæller han.

Men det er ikke kun på det faglige punkt, at han mener, at en mindre klasse er at foretrække.

“Hvis man ikke er så mange elever i klassen, får man et bedre sammenhold, fordi alle kender alle. Sådan er det i hvert fald i min erfaring,” uddyber Benjamin Markmann Kempel.

Det handler om læreren

Eftersom han selv går i en folkeskoleklasse med 24 elever, holder han sig på den side af skellet, der ikke defineres som en kæmpeklasse.

“Vi er 24 elever, og det fungerer meget fint. Læreren kan nå det hele, og der er okay med tid til hver enkelt,” forklarer han.

Han er dog også godt klar over, at muligheden for tid nok til den enkelte elev, kommer an på, hvilken slags lærer man har.

“Det kommer både an på, hvordan den enkelte lærer underviser, og hvilke metoder, vedkommende benytter sig af. Men uanset hvad, tror jeg, at der er flest fordele ved at gå i en mindre klasse,” slutter Benjamin Markmann Kempel