Givskud holder event om de danske pattedyr
Kom til event og få masser af viden om pattedyrene i den danske natur
Fritid Er ulven så farlig at have i den danske natur, som nogen mener? Hvad kan muldvarpen udover at lave små jordbunker hjemme i vores haver? Og flagermus. Vi ser dem sjældent, men de er her. Er de blodtørstige som i gyserfilm - eller er de gode at have i naturen? Disse spørgsmål og mange flere kan man få svar på og måske vinde et årskort, når Givskud Zoo holder eventen “Danmarks pattedyr” fra lørdag 3. til mandag 5. juni. Ulven har i de senere år givet anledning til massiv debat, efter der er fundet spor efter ulve flere steder i Danmark. Nogle ser det som en berigelse af den danske natur. Andre mener, at den overhovedet ikke bør være i landet. Biolog og ulveekspert Thomas Secher Jensen vil i forbindelse med eventen fortælle mere om ulve. Der kommer også fokus på muldvarpen, som mange helst var foruden. Muldvarpeskud på græsplænen giver anledning til irritation hos mange haveejere, men er der også gode egenskaber ved de små dyr, som man sjældent ser? Det kan du høre mere om under foredrag med Givskud Zoo’s direktør Richard Østerballe. Endelig bliver der sat fokus på flagermusen - et pattedyr, der flyver. Gæsterne kan også deltage i konkurrencen “Gæt pattedyr ud fra kranier” og vinde årskort til Givskud Zoo.