Fortsæt til indhold

Rawfood som firmafrokost

Arkiv
Af Anne Smedegaard

For lidt over et halvt år siden åbnede den økologiske madbar Nearly Raw i Rådhuspassagen i Vejle, og nu er de klar med et nyt tiltag. De har nemlig åbnet op for frokostordninger til firmaer.
“Vi er jo reelt det rigtig, rigtig sunde bud inden for god mad. Vi vil gerne lave noget anderledes,” fortæller ejeren Tina Andersen.
Frokostordningen bliver specifikt tilpasset firmaet og årstiden.
“Vi kigger lidt efter, hvad der er trendy og har øje for sæsonens varer. I dag skulle de have hvide asparges, for det er jo en forårsting, der begynder at komme nu,” fortæller ejeren.
Inspirationen til salaterne, der også indeholder lidt kød eller skaldyr, kommer blandt andet fra Claus Meyer og Salattøsen.
“Vi laver generelt rigtig mange spændende salater,” siger Tina Andersen.
Nearly Raw kommer også ud til kundearrangementer med smagsprøver på blandt andet rawkugler og juice.