Fortsæt til indhold

Politikere sagde ja til ny helhedsplan

Enigt byråd vedtog ny helhedsplan for skoler og daginstitutioner

Arkiv
Arkiv

Et enigt byråd vedtog onsdag aften “Kvalitet i dagtilbud og skole - En Helhedsplan for Børn og Uddannelse”, der skal blive til virkelighed i løbet foråret 2018.
Helhedsplanen har fokus på børns trivsel og læring, uddannet personale og sammenhæng mellem dagtilbud og skole. Der skal investeres tidligt, bl.a. med flere voksne i indskolingen, hvor der bliver et øget samarbejde mellem lærere og pædagoger.
Målet med Helhedsplanen er, at man i kommunen fremadrettet vil skabe flere robuste unge, der kan lykkes i livet og begå sig på arbejdsmarkedet. Det skal blandt andet ske gennem et øget samarbejde mellem dagtilbud, skole, psykologer, sagsbehandlere m.fl. samt i et øget fokus på virksomhedssamarbejdet.
“Jeg er rigtig glad for, at et samlet byråd står bag Helhedsplanen. De indledende øvelser til planen gik i gang helt tilbage i 2015, og det er et kæmpestykke arbejde der ligger bag den plan, som blev vedtaget her til aften i byrådssalen,” fortæller Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen.
Mange har budt ind med høringssvar, og høringssvarene skal nu gennemgås i forhold til det videre arbejde. Samtidig skal alle aktørerne nu på banen og bidrage til den videre proces.
“Helhedsplanen bliver en succes, hvis alle er med ombord, og alle byder ind med deres viden og kompetencer. Derfor er det meget, meget vigtigt, at aktørerne sidder med ved bordet, når vi skal have visioner og ambitioner gjort til praktisk arbejde. Jeg håber på, at alle er klar til at være med, når vi skal have Helhedsplanen ud til børnene og de unge,” siger Erik Lauritzen
Der investeres cirka 40. mio. kroner i helhedsplanens kvalitetsløft. Noget sker via omlægninger indenfor de nuværende økonomiske rammer i Børn og Uddannelse, men helhedsplanen tilføres også ca. 13 mio. “nye” kroner.