Fortsæt til indhold

Todelt Fuhlendorff i Vejle Musikteater

Arkiv
Arkiv

Komikeren Christian Fuhlendorff er i 2018 klar med et nyt onemanshow, der ifølge titlen 'Går over i historien'. I hvert fald kommer det til Vejle Musikteater i to dele henholdsvis 3. maj og 4. oktober.
Fuhlendorff har flere gange taget tilløb til at give verdenshistorien et vrid, og han har da også haft historiske nedslagspunkter i sine tidligere show, der ellers mest har handlet om hans forhold til familien og omverdenen.
Denne gang lader han familien blive hjemme og kaster sig i stedet over en kronologisk gennemgang af verdenshistorien, som man sikkert aldrig har hørt den før.
“Min datter spurgte mig, 'far, har du altid været her?'. Og efter et kluntet forsøg på at forklare hende verdenshistorien, gik det op for mig, at det her krævede, at jeg satte mig ind i det. Så det har jeg gjort, men der er sket alt for meget til, at jeg ville kunne nå det hele i ét show,” fortæller Fuhlendorff.
Hvert show bliver en oplevelse i sig selv, men der vil selvsagt være en helhed i at se begge dele. Billetter kan købes til hvert show særskilt. jesl