Trafikprojekter for sikkerhedens skyld
Den blå rundkørsel på Frederik III’s Plads måtte vige for trafiksikkerheden. Flere projekter er på vej
Trafiksikkerheden på Vesterbrogade i Fredericia skal forbedres. I den forbindelse skal rundkørslen på Frederik III's Plads bygges om og udvides.
I sidste uge blev rundkørslen ryddet, og den store, blå kuppel i midten løftet væk for måske at blive brugt et andet sted. Den fire meter brede kuppel er af massiv beton og blev vejet til mellem 10 og 14 tons.
Arbejdet i rundkørslen skal ende med en ny rundkørsel, som er større end den gamle.
“Med en større diameter - og med høje planter i midten - sikrer vi, at bilisterne er nødt til at sætte farten ned. Og det er der brug for for at fremme trafiksikkerheden,” siger Christian Bro (S), der er formand for byrådets Miljø- & Teknikudvalg.
Dermed skulle tidligere tiders mange små og store trafikuheld på stedet være fortid.
Planer for Vesterbrogade
Når rundkørslen er færdig, fortsætter det trafiksikkerheds-fremmende vejarbejde på Vesterbrogade.
Her etableres der blandt andet nye baner, der tydeliggør behovet for ekstra opmærksomhed, når bilister for eksempel skal svinge til venstre og krydse den modkørende vejbane, cykelsti og fortov.
Når Vesterbrogade-delen er overstået, tages der fat på Vejlevej omkring Vestre Ringvej.
Tiltagene er finansieret af kommunen, som dog får en del af udgifterne refunderet af staten via Vejdirektoratet.
Vesterbrogade-projektet
Ændringerne sker på strækningen mellem rundkørslen og Hans de Hoffmannsvej
Anlægsperiode fra nu til 12. juni
Antal registrerede uheld fra 1. januar 2012 til 21. december 2016: 12
Uheldstyper: Bagende-kollisioner og oversigtsrelaterede uheld
Ændringer: Fodgængerfelt flyttes for at lave plads til en venstresvingsbane ind til Luthersvej. Buslommerne rykkes ind til kantsten. P-pladserne markeres tydeligere. Og andet
Anlægsudgift: 500.000
Vejlevej-projektet
På begge sider af krydset med Vestre Ringvej
Antal registrerede uheld fra 1. januar 2012 til 31. december 2016: 27
Uheldstype: Bagende- kollisioner, uheld i forbindelse med svingmanøvre og solouheld
Forventet anlægsperiode: To måneder senere i år
Ændringer: Tilføjelse af kaos-areal til svingende biler, flere heller, genmarkering af eksisterende afmærkning, nye skilte og reparation af asfalten de steder, hvor trafikken har kørt spor
Anlægsudgift: Ukendt, da projektet ikke har været i udbud endnu