Fortsæt til indhold

Børn løb for hinanden

Den 12. udgave af Esbjerg Børneløb fandt sted i sidste uge, hvor små 500 SFO-børn havde en dejlig dag sammen

Arkiv
Rune Weitling

Solen skinnede fantastisk ned over 'Gryden' i Vognsbølparken, da små 500 børn løb for andre børn i torsdags.

Her var det atter blevet tid til Esbjerg Børneløb, hvor mange hundrede friske SFO-børn havde snøret skoene og løb penge ind til Hospitalsklovnene på Sydvestjysk Sygehus. Det er de frivillige i erhvervsnetværket JCI Esbjerg, som står bag Børneløbet, og glædede sig både over den store deltagelse og de mange sponsorer, der havde hjulpet med at give børnene en god oplevelse.

“Vi er en hel flok frivillige, unge erhvervsaktive, som trækker stikket ud en dag for at give børn i Esbjerg en hyggelig eftermiddag med løb og leg,” fortæller Jannie Lindberg Christensen, der er kommunikationsansvarlig for JCI Esbjerg og medlem af planlægningsgruppen for Esbjerg Børneløb 2017.

Børnene startede dagen med at løbe et orienteringsløb, planlagt og afholdt i samarbejde med Esbjerg Orienteringsklub, og efterfølgende blev alle belønnet med godteposer og en masse underholdning i form af hoppeborg, 'tatoveringer', 'bamse'-besøg og en hel masse andet. En forrygende festlig 12. udgave af Esbjerg Børneløb.