Fortsæt til indhold

Anders er indbegrebet af TrÆls

Genovervejelse af livet og kærligheden til træ har skabt et bæredygtigt forretningseventyr

Arkiv
Simon Carlson

Der er en pudsig detalje ved Anders Koed Jensen, som fortæller, hvor meget han brænder for den virksomhed og den tilværelse, han har skabt sig inden for det seneste år. Ofte sker der det hos mennesker, som gerne vil dele deres passion med andre, at de vikler sig ind i lange og krogede forklaringer om emnet. Forhippet på at modtageren skal forstå deres lidenskab, hopper den ene tangent hurtigt over på den næste. Den er Anders Koed Jensen ved at rode sig ud i, mens han forsøger at forklare, hvad indholdet i hans virksomhed TrÆls er, da hans kæreste Anne Poulsen bryder ind.
“Det handler om at skabe merværdi. Det gør man for eksempel ved at skabe noget nyt ud af træ, der har en historie,” skærer Anne Poulsen ned.
Så er det på plads. For det handler om bæredygtighed i alle henseender. Men lad os starte med træet, som er grundstenen i TrÆls.

Inspireret af farfar

Anders Koed Jensen er uddannet ingeniør med speciale i Business Development. Han er således uddannet til at spotte og udvikle forretningsområder, og i den optik faldt tandhjulene pludselig i hak.
“Jeg begyndte at lægge mærke til, at der egentlig bare lå en masse træ rundt omkring, som var blevet tilovers. Så gik det op for mig, at der rigtig mange steder, blandt andet hos virksomheder og byggerier, ligger en masse træ, som bare skal til forbrændingen, men det koster jo også, så mange ville sikkert være taknemmelige, hvis bare de kunne slippe af med træet,” fortæller Anders Koed Jensen.
Det blev starten på TrÆls. En virksomhed, hvor restprodukter tænkes ind i nye produkter ud fra en vision om, at de på denne måde bliver en del af et nyt bæredygtigt kredsløb. Det er dette ønske om mere omtanke og design og godt håndværk i forening, der er med til at skabe føromtalte merværdi. Og så er det absolut ingen tilfældighed, at det var netop de store rester af træ, der fangede Anders Koed Jensens øjne.
“Min farfar var landmand hele sit liv, men da han gik på pension begyndte at lave forskellige ting af træ i sit værksted. Jeg elskede at komme med derud og få lugten af træ og se, hvordan træet pludselig blev til noget andet. Det har fulgt med mig lige siden,” beretter Anders Koed Jensen.

Der er rift om produkterne fra TrÆls. Anders Koed Jensen samarbejder blandt andre med kommuner om udendørs møbler til forskellige arrangementer, ligesom festivaler også har fået øjnene op for bæredygtigheden.

Bæredygtig hele vejen

Kærligheden til træ var bare ikke det eneste der satte sig fast hos iværksætteren. Ude i træværkstedet så han nemlig, hvordan det gik op for farfaren, at han måske burde have beskæftiget sig med træsnedkeriet i stedet for landmandslivet, og den tanke endte med at spille en afgørende rolle i Anders Koed Jensens fremtidige karrierevalg.
“Mens jeg var ved at skrive mit speciale på studiet blev jeg simpelthen ramt af stress. Det gik op for mig, at jeg havde virkelig meget facade på for at gøre de rigtige ting i forhold til studiet, men de ressourcer var jeg bare ikke udstyret med, for det gav ikke mening for mig. Jeg opdagede, at min motivation er at bygge og kreere og skabe ting. Det var her tanken om, at tingene måske kan gøres på en anden måde opstod. Jeg har ikke lyst til at vågne en dag og opdage, at jeg ikke laver det, jeg har lyst til,” fastslår Anders Koed Jensen.
Og på den måde gennemsyrer begrebet 'bæredygtighed' hele virksomheden, for i bund og grund betyder de bæredygtige produkter ikke det store, hvis familien og økonomien ikke kan tåle vægten, af de projekter der bliver sat i verden i TrÆls. Anders Koed Jensen laver altid omhyggelige beregninger på, hvad han kan tjene på et projekt, inden det går i gang. Det bæredygtige må aldrig blot blive et “kunstprojekt”, som han kalder det. Det er først og fremmest en forretning. Da han besluttede at sætte sin egen virksomhed i verden, var det således også i grundig overensstemmelse med sin kæreste Anne Poulsen for at sikre, at enderne altid ville kunne mødes, og hun overvåger nøje, at den tilværelse, de ønsker, også passer ind i TrÆls.
“Man kan godt sige, at Anders er indbegrebet af TrÆls,” ler Anne Poulsen og uddyber:
“TrÆls er en tom kasse, som vi selv har fyldt noget ind i, så de passer til os. Det vigtigste har hele tiden været, at vi skal kunne se en mening med det, og det skal være sjovt. Når det ikke er det, så stopper vi. Vi har gjort det til et familieprojekt, for bæredygtighed gælder også for mennesker, og den skal hele tiden være her i firmaet.”
Med godt et år på bagen ser det da også ud til, at der er balance hele vejen rundt. Sammen med et hold af designere og stadigt flere samarbejdspartnere er TrÆls godt i gang med at øge opmærksomheden om meningsfuld genanvendelse af tingene.
Senest er TrÆls blevet hyret til at bygge interiør og bar på Roskilde Festival. En blåstempling af de større for det bæredygtige projekt.
“Det fortæller mig, at jeg har fået skabt et job til mig selv, som jeg kan være i. Jeg skal kunne se en større mening med tingene. Her kunne jeg se, at der var et stort spild, som der var potentiale i, og samtidig er vi med til at fortælle, hvordan tingene kan gøres på en anden måde og tænke bæredygtigt. Det er min gulerod i det her,” konstaterer Anders Koed Jensen.

Det er rest-træ, der er grundstenen i TrÆls, men alt andet i for eksempel interiøret er også lavet af materialer, der ellers var røget på genbrugspladsen.