Fortsæt til indhold

Lokale skoler indsamlede kvart million

I alt løb skolebørn i Danmark 10,4 millioner kroner ind til Børnelungefonden, da Team Rynkeby Skoleløbet blev afviklet

Arkiv
Lars Saugbjerg

115.000 skoleelever løb 10,4 millioner kroner ind til Børnelungefonden, da Team Rynkeby Skoleløbet blev afviklet på 328 danske skoler fredagen før påskeferien. Lokale skoler i Fredericia, Taulov, Skærbæk, Erritsø og Middelfart indsamlede 256.356 kroner.
10,4 millioner kroner er den største donation, som Børnelungefonden nogensinde har modtaget. Donationen betyder, at Børnelungefonden nu kan sætte gang i livsnødvendig forskning, da 70 procent af midlerne går til forskning i lungesygdomme hos børn.
“Det er fuldstændig overvældende. Vi kan næsten ikke beskrive, hvor taknemmelige vi er for den indsats, som elever og skoler har lagt i dette projekt. Vi har oplevet så meget velvilje og så meget forståelse for vores sag – eleverne har været utrolig opsatte på at løbe for de lungesyge børn,” siger bestyrelsesformand i Børnelungefonden, Søren Houman, i en pressemeddelelse.
“Det betyder uendelig meget for de børn og de forældre, som vi arbejder for, at de i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet for alvor har oplevet, at der virkelig er blevet lyttet til dem. Det er helt igennem rørende,” siger han.
Pengene har eleverne indsamlet via 'mikrosponsorater', som de har indgået med familie og venner og lokale forretningsdrivende. Sponsorerne har alle givet et beløb per omgang den enkelte elev løb i forbindelse med løbet.
Team Rynkeby Skoleløbet afvikles igen 23. marts 2018.