Cirkus Arena kommer til Haderslev med eventyr
Bubber styrer løjerne når Cirkus Arena åbner op for eventyret
Bubber styrer slagets gang, når Arena for første gang nogensinde åbner op for sin store eventyrbog med magiske cirkushistorier fra hele verden. Det sker fredag 9. juni kl. 17 i Haderslev ved Sydhavnen.
Bubber er eventyrernes konferencier i årets magiske forestilling. Bubber har nemlig fået lov til at låne cirkusdirektør Benny Berdinos store eventyrbog, og med den i hånden kommer eventyrene til live i manegen ét efter ét. I cirkusteltet er der nemlig både bøllerne fra Balladegade, fortryllende cirkusprinsesser, 10 hvide araberhingste, svævende trapezpiger, sangglade dromedarer, og jongløren der kan gribe alt mellem himmel og jord. I år har Arena mange nye numre på spil, og sammen kommer I til at møde fortryllende artister i verdensklasse, for på magisk vis bærer de alle sammen rundt på deres helt eget eventyr.
Drømmene bliver til virkelighed i Haderslev
Cirkus Arenas nytænkte cirkusforestilling er blevet særlig godt modtaget blandt publikum og anmeldere. I Cirkus Arena glæder vi os over alle de stjerner, som er drysset ned over forestillingen, der de sidste måneder har meldt udsolgt i flere byer.
Cirkusdirektør Benny Berdino udtaler:
“Vi er meget glade for de flotte tilkendegivelser, vi har fået, for vi er stolte af forestillingen og af de mange artister, som gør det helt fantastisk. Det er stort at opleve, når alle, om de er 2 eller 90 år, kan samles om vores forestilling og have en fælles oplevelse, de kan tale sammen om længe efter. I vores magiske cirkusunivers bliver drømme virkelig til virkelighed.”
Bubber stod i Arenas manege for første gang i 1990, og det blev siden til 7 års turné med Cirkus Arena. Nu er Bubber tilbage i manegen og mange af de børn, der så ham optræde dengang, er nu selv blevet forældre. Så mon ikke det bliver et år med gensynsglæde i det rødgule cirkustelt?
Bubber fortæller om årets cirkusturné:
“Jeg glæder mig som et lille barn, og det bliver fantastisk at være tilbage i magien. For mig har cirkus altid været poetisk. Hele set-uppet med at når byen vågner, er cirkus kommet, og teltet er slået op. To timer efter forestillingen er slut, er det hele pakket ned, og det eneste, der er tilbage, er en øde mark med en 13 meter bred cirkel af savsmuld, som minder om, hvor manegen var. Der er kun den ene aften, hvor cirkus er kommet til byen. Det skal opleves! I tv-branchen, som jeg kender utrolig godt, er alt klippet sammen, og måske er det endda taget om mange gange. I cirkus er det ægte. Som publikum oplever du det hele, mens det sker, og det er det, der gør det til noget ganske særligt.”
/pra