Aabenraa var med til at sætte ny verdensrekord
271 Aabenraaere fik testet genoplivningsevner i Genforeningsparken
271 mennesker var mandag i sidste uge forbi Genforeningshaven i Aabenraa, og hjalp i samme ombæring med til at sætte en ny verdensrekord i livgivende førstehjælp.
I alt deltog 5707 danskere i rekorden.
11 steder i landet kunne alle interesserede møde op og give hjertemassage på genoplivningsdukker.
Det er de fire medicinstuderende Anne Mielke, Nikolaj Stark, Philip Weber og Theo Walther Jensen, der er initiativtagere. De kommer fra de to frivillige organisationer, Studerendes Anæstesiologiske og Traumatologiske Selskab (SATS) og Førstehjælp For Folkeskoler (FFF). De gennemførte rekordforsøget i samarbejde med TrygFonden.
De fire studerende havde sat sig et meget ambitiøst mål om, at 5.000 danskere skulle træde til og give hjertemassage på genoplivningsdukker i løbet af 12 timer - og det gik altså endnu bedre.
“Vi er helt overvældede og meget stolte over den opbakning, som danskerne viste ved at deltage i rekordforsøget, og det vil vi gerne takke for. Danskerne har virkelig taget til sig, at det er vigtigt at gøre noget, hvis man er vidne til et hjertestop. Vi mødte rigtig mange, der var glade for, at de fik muligheden for at få en kort introduktion og selv prøve at give hjertemassage, fortæller Philip Weber, initiativtager til rekordforsøget i en pressemeddelese.