Fortsæt til indhold

Radikale kvinder er klar til at indtage Esbjerg

Arkiv
Arkiv

Radikale Venstre Esbjerg og Fanø stiller med et kvindeligt trekløver efter generalforsamlingen for nylig: Folketingsmedlem Lotte Rod får følgeskab af ny spidskandidat til byrådet Anne Marie Geisler Andersen og ny formand Gitte Reimer.
Det har været lidt af en ørkenvandring for Radikale Venstre i Esbjerg de senere år. Partiet fik ikke noget prangende valg ved sidste kommunalvalg. Det skal der laves om på til efterårets kommunalvalg. Og det bliver der, i hvert fald hvis spørger De Radikale selv:
“Esbjerg er Danmarks femte største by. Selvfølgelig skal Radikale Venstre være med i byrådet, hvor beslutningerne træffes. Det er jo ikke nok, at jeg arbejder i Folketinget for at få flere dygtige pædagoger til børnene, der skal være en radikal i byrådet til at sørge for, at pengene kommer helt ind på stuerne og ikke forsvinder undervejs,” siger folketingsmedlem Lotte Rod.

Et spændende valg

Den nyvalgte spidskandidat glæder sig til det kommende byråd.
“Jeg er utroligt glad for at være blevet valgt som spidskandidat. Særligt glæder jeg mig til at arbejde for bedre forhold for børn, familier og psykisk sårbare. Samtidig vil jeg gøre mit til, at Esbjerg er en grøn og aktiv by,” siger Anne Marie Geisler Andersen.
Kommunalvalget bliver særligt spændende i år, efter at Johnny Søtrup efter 23 år som borgmester har valgt ikke at genopstille. De Radikale kommer derfor måske ikke bare i byrådet, men kan få det afgørende mandat og dermed markant indflydelse.
Anne Marie Geisler Andersen bliver flankeret af Mette Kierkgaard, Gitte Reimer, Cornelius Sode, Viktor Jørgensen, Hans Bitsch Larsen, Oluf Dragsbo og Tim Rørstrøm på kandidatlisten.
På generalforsamlingen valgte partiet også en ny formand i Gitte Reimer fra Vester Vedsted. Lotte Rod er folketingskandidat i Esbjerg Bykreds, og Oluf Dragsbo er folketingskandidat i Esbjerg Omegnskreds.