Fortsæt til indhold

Mødrehjælpen åbner butik i Kolding

1.juni åbner en butik med genbrugstøj til børn. Stedet er Blæsbjerggade

Arkiv
Jørgen Flindt

Bamserne ligger klar. Tøjet er nyvasket og strøget og hængt på bøjler. På torsdag åbner den nye butik så.
Stedet er Blæsbjerggade i Kolding, og bag den nye butik står Mødrehjælpen, der er en organisation, der har til formål at støtte sårbare familier, enlige gravide og enlige forældre.
”Bestyrelsen og butiksfrivillige har arbejdet flittigt og målrettet på etablering af butikken, Blæsbjerggade 4. Butikken er etableret i store lyse lokaler med god beliggenhed og god plads. Butikkens varer klæder børn godt på og har det meste til etablering af nye familier – et godt og venligt sted at handle - med et godt formål - for forældre og bedsteforældre,” lyder det fra formanden for Mødrehjælpen i Kolding, Pia Werborg.
Det er første gang, at Mødrehjælpen nu er at finde i Kolding, og det er en butik, hvorfra der sælges tøj, legetøj med videre til børn mellem 0-10 år.
“Vi sælger kun tøj og ting, der er godt og velholdt. Blandt andet har vi herovre mærkevarer, men vi har nu et meget bredt udvalg”, siger hun.

Frivillige

Butikken vil blive drevet af frivillige hænder.
“Mange i Kolding har allerede doneret tøj og udstyr til butikken. Det er vi meget glade for, og vi tager gerne imod meget mere, og vi har brug for flere frivillige”, siger hun.
Mødrehjælpen Kolding åbner butik i Blæsbjerggade torsdag den 1. juni klokken 16.00.