Aabenraa hejser det Blå Flag over 11 strande
Tildelingen fejres med arrangementer ved ni af strandene mandag 5. juni
Som traditionen byder, er der flaghejsning ved de strande, der er tildelt Blå Flag af Friluftsrådet. I år sker det 2. pinsedag, mandag 5. juni.
Aabenraa Kommune er i år blevet tildelt 11 Blå Flag af Friluftsrådet. Tildelingen af de Blå Flag og flaghejsningen markeres med forskellige arrangementer ved 9 af de 11 strande med Blå Flag, , og alle er velkomne.
“Jeg synes, vi kan være stolte af, at vi har så godt badevand, så vi får tildelt så mange Blå Flag. Jeg håber, vi får en rigtig god badesæson,” siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Bent Sørensen.
Det Blå Flag er badegæsternes garanti for, at vandkvaliteten er i orden, redningsudstyret er funktionsdygtigt, stranden er ren og toiletforholdene ordentlige.