Frivilligcenter får Kulturcafé
Frivilligcenter Aabenraa starter den 14. juni sit første eget projekt. En kulturcafé som er åben hver onsdag i tidsrummet kl. 17 – 20. Der er fokus på integration og hjælp til selvhjælp. ”Vi er meget åbne for at tilpasse os de kommende brugers behov,” udtaler centerleder René Dupont i en pressemeddelelse. Han har sammen med blandt andre Ester Eilersen stået for det praktiske for at få projektet skudt i gang.
Der vil være mulighed for lektiehjælp til større børn og voksne, samt hjælp til at forstå breve og dokumenter fra det offentlige. Dertil samtalegrupper omkring hverdagslivet i Danmark.
”Der kommer mange nye borgere til kommunen for tiden. Dem vil vi gerne være med til at give hjælp til at indrette sig godt i det danske samfund,” fortsætter René Dupont. Der er allerede frivillige, der har meldt sig til projektet, men der kan bruges mange flere. Ønsker man yderligere information, kan man søge efter ”Frivilligcenter Aabenraa” på facebook eller besøge centeret på Sankt Nicolai Gade.