Spejdernes Lejr bliver fyldt med grønne projekter
Sønderborg sætter grønne aftryk på årets spejderlejr
Ideer udviklet af lokale spejdere og virksomheder på to ProjectZero-workshops danner fundament til projekter, som store spejdere skal arbejde med i FABtown på Spejdernes Lejr.
“Det er lækkert, at vi nu har et fundament, som vi kan bruge til at skabe udfordringer i FABtown på lejren.”
Sådan siger spejder Henrik Grothe fra Spejdernes Lejr efter den anden af to workshops med lokale spejdere og virksomheder, som Sønderborgs ProjectZero har stået for.
ProjectZero er et offentligt-privat partnerskab, som i ti år har arbejdet mod at gøre Sønderborg-området CO2-neutralt inden 2029 med indsatser rettet mod virksomheder, kommunen og husstande. Nu har ProjectZero aktiveret lokale spejdere og virksomheder i et fællesskab om at udvikle løsninger til mere bæredygtige spejderlejre og et mere bæredygtigt samfund generelt.
Udgangspunktet er, at Sønderborg-området har mange virksomheder, som udvikler grønne energiløsninger, og at der blandt de op mod 40.000 deltagere i lejren 22.-30. juli i Sønderborg ligeledes, findes mange Georg Georgløs-typer, som gerne kaster sig over teknologiske udfordringer.
“Vi har udfordringer nok at tage fat på, men vi har også masser af viden samlet her, og nu gælder det om at finde løsninger, der peger fremad,” siger ProjectZero-direktør Peter Rathje. ProjectZero har arbejdet med et koncentreret udsnit af ideer fra den indledende workshop. Ideerne bringes til sommer ind i Spejdernes Lejr, hvor de vil være omdannet til udfordringer, som ca. 600 spejdere på 17 år og op efter hver dag skal arbejde med i teams i en særlig afdeling af lejren ved navn FABtown.
Her indrettes store værksteder med professionelt værktøj og teknologi, hvor spejderne kan bygge eller lave prototyper på ideerne. Der bliver hver dag to forløb af tre timer, og der holdes aftencafé, hvor projekter præsenteres.
Fra de ProjectZero er der især ideer og input til at styrke bæredygtigheden med bedre udnyttelse af energi, men også til at integrere bæredygtighed i andre projekter, for eksempel i madlavning og udnyttelse af fødevarer.