Tainted Lady klar med debutalbum
Tainted Lady byder indenfor til releaseparty og koncert for deres debutalbum, der udkommer den 26. maj
De fem gutter fra Tainted Lady har sat Lokalavisen stævne på Godset, hvor de øver igen og igen inden deres helt store releasekoncert den 26.maj på Godset, der kommer i forbindelse med at bandet udgiver sit debut album “How The Mighty Have Fallen”.
“Hvis man kan lide rock - eller bare er et menneske i Kolding - skal man komme ned og feste med os den dag. Vi lover en ekstraordinær koncert på et af Danmarks bedste spillesteder - med en følelse af arena-koncert,” lyder det fra Daniel Bach, som bakkes ivrigt op af de andre fire bandmedlemmer.
Stemningen er afslappet, som bandet har smidt sig i de store sofaer og gjort sig klar til den helt store snak om deres musikalske gennembrud, om Koldings dejlige damer og om den ægthed, som de brænder for i musikken.
Den essentielle autenticitet
For musikerne bag Tainted Lady er det nemlig vigtig, at deres musik er ægte og oprigtig. Derfor har deres debutalbum også været længe undervejs.
“Jeg tror, vi fik skrevet omkring 35 sange, men vi endte kun med at bruge de 10. Til gengæld er det alle sange, vi virkelig er stolte af,” fortæller Anders Frank, som bakkes op af Daniel Bach;
“Jeg er virkelig overrasket over, hvor godt det er blevet. Vi har lavet det album, jeg selv ville høre.”
Men selvom det er de fleste unge musikeres store drøm at få en pladekontrakt, er det ikke det, der driver gutterne.
“Det er ikke kontrakten, vi er stolte over, det er resultatet. Det vigtigste for os er at eksponere vores musik videre så bredt som muligt,” siger Fred Over.
Alligevel sætter de stor pris på, at kontrakten kom på det tidspunkt, som den gjorde.
“Havde vi fået den for fire år siden, havde vi måske bare lænet os tilbage og slappet af. Nu ved vi, at det er en proces. Vi skal videre herfra - det er også derfor, at vi er så glade for at have Søren Andersen med som producer. Det er virkelig et godt samarbejde,” siger Anders Frank.
Med lyst til luftguitar
Bandet, der har eksisteret i en god del år efterhånden, har opbygget sig en solid fanskare, der tæller både helt unge mennesker såvel som familiefædre. Og det er noget, som bandet er stolt af.
“Vi tapper ind på den klassiske rock og vi kan vores kram - vores musik kan være vild og lidt helteagtig, og det taler sgu til luftguitaren i vores lyttere - uanset om de er familiefædre eller jævnaldrende, og det er fedt at se,” fortæller Anders Frank.
Netop den klassiske rocklyd, der har skabt fanbasen, går igen på debutalbummet, hvor bandet dog også udfordrer genren lidt.
“Et af vores numre starter for eksempel med at Micheal laver en del Spoken Word om musikbranchen, og det er jo lidt alternativt i forhold til genren. Men alligevel har vores nye album generelt fået ret gode anmeldelser,” fortæller Anders Frank.
Det, mener bandet, hænger sammen med det gode håndværk, der er lagt bag albummet.
“Rock går ikke af mode, og vi er forbandet gode til vores håndværk. Men musik er en smagssag, så selvfølgelig er det ikke for alle,” siger Daniel Bach.
Søde piger og gode barer
Selvom de fleste af medlemmerne fra Tainted Lady ikke kommer fra Kolding, bor fire ud af fem medlemmer her i dag. Og når talen falder på, hvorfor de valgte Kolding som bandets faste sted, falder svaret prompte.
“Jamen, Kolding har da de bedste barer og de sødeste piger,” siger David Bach kækt, hvilket indkasserer enige latterbrøl fra resten af bandet.
Samtidig er har Kolding Godset, hvor musikerne øver til dagligt - og hvor de glæder sig meget til at give koncert den 26. maj.
“Godset er en virkelig god scene at give koncert fra - og lyden her er fantastisk, så vi glæder os meget. Det bliver en koncert under gode forhold,” slutter Anders Frank.