Fortsæt til indhold

Den økologiske taburet

Gemt på en lille sidevej i Højby ligger en økologisk perle blandt træer og buske

Arkiv
Jonas Dalgård Rasmussen

Økologi her. Økologi der. Økologi overalt. Andet møder dit øje ikke, når det ser rundt på butikkens hylder, i køkkenet eller bageriet i Højbyhus.

Højbyhus står nemlig på sine tre økologiske ben. Taburetten tæller en dagligvarebutik med alt fra økologiske husholdningsmidler til økologiske frø til køkkenhaven, et bageri, der bager med udelukkende økologiske råvarer og et køkken, der laver mad til firmaer og til de gæster, der lægger vejen forbi caféen. For ofte bliver en indkøbstur til en caféudflugt eller omvendt, og det gør, at Højbyhus bliver stående.

“Mange af vores kunder kombinerer indkøbsturen med en cafétur - for mange af vores kunder kender også hinanden indbyrdes,” fortæller indehaver Mogens Jensen, og uddyber:

“Vi er lidt en minibrugs med økologiske varianter, men også et mødested, der gør indkøb til mere, end det normalt er. Bageriet, køkkenet og butikken supplerer hinanden, for de kunne ikke køre rundt hver for sig”.

Ligesom kunderne kender hinanden, så mener Mogens Jensen, at op imod 90 procent af kundekredsen i Højbyhus er stamkunder, og det er en af forskellene på hans minibrugs og de større indkøbskæder i Højby.

“Det er meget personligt, for her kommer vi ind på folk, og vi kender deres historie. Det er noget andet end i discountbutikkerne,” mener gårdejeren.

Økologisk kærlighed

Mogens Jensen har siden 2008 haft gården på Højbyvej, der siden er blevet både arbejdsplads og hjem for ham og hans hollandske kone, Dineke Doppen.

De to mødte hinanden på en økologisk landbrugsskole i Holland i begyndelsen af 80'erne, og siden blomstrede den økologiske kærlighed. Kort efter købte parret en gård i den vestfynske landsby, Aarup, hvor parret blev til en familie med fire børn, inden de flyttede til Højby.

“Vi forelskede os i stedet her, og så gode muligheder for at udnytte vores erfaringer fra den gårdbutik, vi havde i Aarup,” forklarer Mogens Jensen.

Samme slags gårdbutik er Højbyhus dog ikke, for produkterne bliver leveret fra økologiske producenter rundt om i verden, hvor råvarerne dog mest af alt oprinder fra Fyns land.

“Vi har et sortiment, som forhåbenligt skiller sig ud, for de fleste af de mærker vi har, kører i en mindre kreds af butikker som vores, og ikke i supermarkeder,” siger han. Højbyhus får blandt andet leveret kød fra Økomølleriet i Ringe og is fra den sydfynske ø Skarø.

Os i køkkenet

Højbyhus holder lukket om mandagen, men i køkkenet er der stadig gang i den. Denne dag er Dineke Doppen og Johanne Bonde i køkkenet, hvor de forbereder en stor omgang pastasovs til et firma, der hver dag får leveret mad fra Højbyhus. Netop aktiviteten i køkkenet er i det sidste stykke tid blevet øget.

Omkring 60 personer henter hver onsdag og fredag et økologisk måltid for 60 kroner. Ifølge Mogens Jensen har der været rig mulighed for at udvide den del af forretningen, hvor caféen blandt andet tilbyder brunch- og tapastallerkner.

“Der er ikke rigtig så mange andre steder at spise i Højby. Der er Pizza Løg og en grillbar,” siger han, inden konen Dineke fra køkkenet, meget sigende for foretagendet, afbryder:
“Men de er jo ikke økologiske, Mogens”.