Fortsæt til indhold

Studerende laver kunst med en vejtromle

Vejletromle producerer kunst i stort format ved Sønderborg Slot

Arkiv
Arkiv

kunst En stor vejtromle sætter helt nye proportioner på omfanget af kunst, når 12 elever fra Sønderjyllands Kunstskole lørdag og søndag 20. – 21. maj producerer trætryk, der hver måler to kvadratmeter. Foran Sønderborg Slot vil 12 elever fra BGK-talentlinjen på Sønderjyllands Kunstskole skifte staffelierne på Brorsonvej ud med gadens brosten og en fem tons tung vejtromle for at producere trætryk i størrelsen 1 gange 2 meter. Forud for weekenden ligger et treugers forløb, hvor eleverne fra Sønderborg sammen med studerende på Flensborgs universitet har produceret de træplader, som bliver til kunst ved hjælp af masser af sværte og vejtromle. Derfor er arrangementet døbt ”Grænse/Grenz Grafik”. Sønderjylands Kunstskole har flere gange arbejdet hen over grænsen med universitetet i Flensborg. Det har dog aldrig før taget så omfattende proportioner. Kunstskolens leder, Thomas Lunau, glæder sig på elevernes vegne: “Træsnit er normalt, men da slet ikke i denne størrelsesorden. Dette projekt giver vores elever en helt masse. Det giver god mening for dem at prøve på at lave kunst, der hvor folk er, og på den måde opleve hvad der sker, når kunst møder sit publikum – mens det bliver til,” siger Thomas Lunau. En særligt konstrueret rampe vil sørge for et perfekt tryk. De færdige kunstværker bliver efterfølgende hængt til tørre i et telt ved Sønderborg Slot, hvor publikum kan beskue dem. Undervisningen står kunstneren Rups Leiß for. Også han glæder sig: “Ved et sådanne projekt ved man aldrig helt, hvordan resultatet tager sig ud. Det hele er meget komplekst. Det er altid spændende at se, om det, kunstnerne har arbejdet med på forhånd, også tager sig ud som forventet, når et overføres til papir,” siger Rups Leiß. Alle interesserede er velkomne til at besøge symposiet, der begge dage foregår i tidsrummet kl. 10–17. Der er fri entré.