Der er flere tidsler i nye struktur
Læserbrev fra Kim Jørgensen, formand for Varde Lærerkreds:
Med tirsdagens byrådsbeslutning er skolestrukturen fra skoleåret 2018-19 afklaret. Nu handler det om at fastholde kvaliteten i skolevæsnet med de nye rammer. Det bliver svært, for der er ingen tiltag i forslaget, der styrker det pædagogiske arbejde.
Forslaget skaber bedre rammer for elever og medarbejdere på Brorsonskolen og på specialklasseafdelingen på Lykkesgårdskolen.
Der er flere tidsler i den nye struktur: Det er uforståeligt, at politikerne beslutter en struktur uden at have det økonomiske grundlag på plads. Hvordan kan man fjerne en grundtildeling til et dagtilbud i en børneby uden at kende den nye konstruktions samlede økonomiske ramme?
Hvordan vil man sikre eleverne i Varde by en kvalificeret undervisning i den fire-årige periode, hvor Sct. Jacobi skole og Brorsonskolen er under afvikling? Hvordan vil man fastholde medarbejdere og ledelse?
Hvordan sikres specialskoleeleverne et tilhørsforhold til almenskolen?
Hvordan skal undervisningen styrkes på en overbygningsskole uden 9. klasse? Eleverne risikerer et ekstra skoleskift, mens medarbejdere skal samarbejde med kolleger og om elever, de ikke kender.
Formålet med strukturdebatten har været at optimere klassedannelsen på færre skoler. Besparelsen skulle geninvesteres for at kunne styrke kvaliteten i undervisningen., f.eks med flere lærere, støttepersoner eller holddeling . Derfor er det afgørende, at en ny tildelingsmodel sikrer resurserne til det.
Varde Kommune skal effektivisere og finde penge til en ny skole: 45 millioner. Det er en giftig cocktail, når det økonomiske grundlag ikke er på plads. Hvis lærerne skal undervise flere timer, samtidig med at der ”proppes” flere elever i klasserne, lykkes det ikke at fastholde kvaliteten - tværtimod: så bliver ændringer i strukturen også denne gang en spareøvelse.