Borgere krydser fingre for nej til lokalplan
Flere borgere har gjort indsigelse mod lokalplanen for Bülowsvej
Politikerne skal snart tage stilling til boligforeningen SØBO's projekt på den forladte industrigrund på Bülowsvej i Sønderborg.
Og deres beslutning bliver imødeset med spænding og nervøsitet blandt mange beboere på Dybbøl-siden i Sønderborg.
Flere borgere har gjort indsigelse mod lokalplanen, der skal bane vejen for projektet.
En af indsigelserne kommer fra Finn Wissmann og Alan Mortensen, der bor på Gammel Aabenraa med udsigt til det måske kommende byggeri.
“Vi frygter en studehandel, hvor boligforeningen får lov til at bygge, hvis projektet begrænses til fire etager. Men det vil stadig være for højt. For os i området er alt over to etager uacceptabelt,” siger Finn Wissmann.
De protesterer ligesom flere andre borgere især mod højden på det nye byggeri, der vil give indbliksgener for nogle og ødelægger udsigten for andre.
“Vi har intet mod højhuse, men hvorfor skal de ligge midt i et villakvarter,” spørger Finn Wissmann.
De mener også, at det nye byggeri vil medføre trafikale problemer i området.
Hvad er planen?
“Hvad vil politikerne egentlig med Sønderborg? Man træffer beslutninger fra sag til sag, og der er ingen råd tråd,” siger Alan Mortensen.
“Bare se den stålkasse, der bliver lige ved kasernen, og byggeriet på den gamle Teknikum-grund. Der mangler en overordnet plan for byudviklingen af Sønderborg,” supplerer Finn Wissmann.
De efterlyser også, at kommunen bliver bedre til at inddrage borgerne.
“Vi havde intet hørt om projektet. Det var et tilfælde, at vi opdagede det,” fortæller Alan Mortensen og fortsætter:
“Det er første gang, at jeg har involveret mig i et politisk sag, og jeg er skuffet. Lokalplanen virker ikke objektiv. Man har jo bare taget bygherrens forslag og lavet det til en lokalplan. Jeg føler slet ikke, at politikerne har sagt en åben dialog med borgerne.”