Kulturguide til din pinseweekend
Glæd dig til 90'er fest, BørnefestiBAL, loppemarked og fælles spadsereture
Markedsdag på grønnegade
Der var store ambitioner for Grønnegade-pladsen mellem Brandts og Vindegade, da den blev opført, men pladsen er aldrig blevet det folkerum, arkitekterne havde tiltænkt. Som regel står pladsen tom hen, bortset fra lidt vind og biler.
Men det skal der laves om på, mener beboerne på Vesterbro. De inviterer derfor til markedsdag og loppemarked lørdag 3. juni fra 10-15. “Nu sætter vi fokus og blus under kedlen og fylder pladsen med alt det bedste fra området. Og så tager vi Grønnegade,” skriver arrangørerne i et Facebook-opslag.
Det er et beundringsværdigt initiativ, og hvis man alligevel er i midtbyen lørdag, synes jeg, man skal lægge vejen fordi.
Gang i Uge 23
I samarbejde med frivillige foreninger afholder Odense Kommune hvert år en gå-kampagne i uge 23. Kampagnen er åben for alle, men fortrinsvis målrettet seniorer. Programmet kan hentes på bibliotekerne i Odense, Seniorhus Odense (Toldbodgade 5-7) og i Indgangen (Dalumvej 95 b).
Der vil i løbet af ugen være masser af tilbud tilpasset enhver smag og udholdenhed. Man kan for eksempel deltage i en guidet tur i Kultur Botanisk Have og langs Odense Å, opleve park og skov ved Hollufgaard, tage med på gåture i Åløkkeskoven, ved Hjertestien i Elmelund Skoven samt ved og omkring Odense Fjord.
Læs mere på www.odense.dk/gangiuge23
BørnefestiBAL
Søndag 4. juni er der fest og musik for børn i Munke Mose, når BørnefestiBAL-karavanen kommer forbi. Festen begynder kl. 12 og er, som navnet antyder, en festival for børn, som blandt andet kan glæde sig til at lytte til Minna, Emma Pi, Oskar og Amanda fra MGP, inden Wafande lukker festen mellem 16 og 17.
Foruden musikken er der et væld af aktiviteter på festivalpladsen, såsom perleflet, en aktivitetsbane, ansigtsmalere, tryllekunstnere og meget mere af samme skuffe. Der er entré, og billetter fås via www.festibal.dk.
Mine to store børn vil elske at deltage, så lur mig om ikke, vi cykler langs åen derned.
90’er fest i kongens have
Kongens Have bag Odense Teater danner lørdag 3. juni ramme om verdens største 90'er-fest, og det er nogle imponerende navne, der pryder plakaten. Man kan for eksempel glæde sig til et gensyn med 90'ernes ubetinget største popband Aqua, for slet ikke at tale om Safri Duo, Peter André og Whigfield.
Altsammen navne, der udgjorde soundtracket til min jyske Crazy Daisy-ungdom, og mon ikke man automatisk føler sig hensat til Buffalostøvle-æraen, når først musikken spiller?
Det er tredje år i træk, at den store endagsfestival fyres af i Kongens Have, og der er flere end 20 kunstnere på det 12 timer lange program. Jeg krydser fingre for, at solen skinner.