Fortsæt til indhold

Mødrehjælpen åbner børnetøjsbutik i Sønderborg

I næste uge åbner Mødrehjælpen ny butik i Sønderborg med genbrugstøj til børn

Arkiv
Mikkel Hansen

Mødrehjælpens lokalforening i Sønderborg åbner onsdag den 7. juni en butik med genbrugstøj til børn på Perlegade 73A i Sønderborg.
”Vi glæder os meget til at slå dørene op, og til at vise vores fine butik frem,” fortæller Sanne Pedersen Bruun, der er ansvarlig for butikken, der sælger brugt børnetøj, børneudstyr, bøger og legetøj.
Åbningen sker klokken 11.00, hvor borgmester Erik Lauritzen klipper snoren, mens det frivillige butikspersonale sørger for kage, kaffe og saft til de fremmødte.
Mødrehjælpens Frivilligchef, Maria Norup Hertz, og formand for Mødrehjælpens lokalforening i Sønderborg, Lisbet Skyum vil herefter sige et par ord omkring de fremtidige planer for det frivillige arbejde i den nye lokalforening i Sønderborg.
Overskuddet fra donationer og salg i butikken går primært til, at lokalforeningen kan tilbyde sociale og netværksskabende aktiviteter for børnefamilier i Sønderborg kommune samt til Mødrehjælpens landsdækkende rådgivningsarbejde.
Man kan også afleverer sine børns aflagte tøj i butikken, og dermed støtte Mødrehjælpens gode sag.

Ny lokalforening

Siden Mødrehjælpens lokalforening i Sønderborg blev stiftet i marts 2017, har de frivillige, som driver foreningen, arbejdet på at finde et egnet butikslokale. Og da valget faldt på lokalerne i Perlegade begyndte det store arbejde med at få gjort butikken klar til at åbne.
“I butikken kan man købe lækkert, brugt børnetøj. Og overskuddet fra butikken går både til Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning for udsatte børnefamilier og gravide og lokalt til sociale og netværksskabende aktiviteter for børnefamilier i Sønderborg, som ikke har så mange ressourcer i hverdagen og som savner fællesskaber for både børn og forældre,” fortæller Sanne Pedersen Bruun.

Aktiviteter på vej

Lokalforeningen er allerede i fuld gang med opstart af aktiviteter. “Natur & Familie” bliver den første af tre sociale og netværksskabende aktiviteter, hvor børnefamilier fra området mødes og deler en sjov og gratis naturoplevelse med hinanden.
Lokalforeningen søger fortsat lokale ildsjæle, der vil være med til at drive butikken eller tage del i de sociale aktiviteter.
”Som frivillig bliver man en del af et skønt fællesskab, man sælger lækkert, brugt børnetøj til gode priser og bidrager til sit lokalmiljø og til Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning. Vi hører meget gerne fra lokale, der har lyst til at stå i butikken eller på anden måde bidrage til den gode sag,” fortæller Sanne Pedersen Bruun.
Interesserede kan kontakte Sanne Pedersen Bruun på sonderborg.lf@moedrehjaelpen.dk.