Fire oplevelser, du ikke må gå glip af
NBA3x fest
Uanset om man er 3 år eller 33, er det sjovt at dunke og mærke basketbolden hoppe op fra asfalten - og denne weekend er der masser af inspiration af hente. For tredje år i træk afholdes streetbasket-turneringen NBA 3X nemlig i Odense, og det hele begynder fredag 9. juni på Vollsmose Torv, hvor gadeidrætsorganisationen GAME er værter for Street GAME, en begivenhed med fokus på gadeidræt som basketball, parkour og meget mere.
Lørdag og søndag 10.-11. juni er det muligt at opleve den specielle NBA atmosfære, når NBA 3X slår lejr på Havnepladsen og byder publikum og deltagere velkommen til konkurrencer og underholdning. Udover selve basketball-turneringerne vil der være masser af aktiviteter - lige fra slamdunk konkurrence, street dance performance, on-court træningssessioner og live dj. Det må opleves!
Cirkus Arena med Bubber
“Nu er der cirkus, cirkus igen”, synger Lotte Kærså og Græsrødderne i den ikoniske børnesang, og det er lige præcis, hvad der er. Cirkus Arena med Bubber i spidsen slår nemlig teltpløkkerne ned på pladsen ved Christmas Møllers Vej med daglige forestillinger mellem 10-15. juni.
Jeg får stadig et sug i maven, når jeg træder ind i et cirkustelt. Duften af savsmuld og popcorn, de fine cirkusprinsessers glitrende dragter og dyrenes magiske tricks er indbegrebet af sommer for mig, og Arenas forestillinger er blandt Danmarks allerbedste. Der er entré. Læs mere på www.arena.dk.
Odense Sommerrevy
I weekenden er det sidste chance for at opleve Odense Sommerrevy, der har spillet på Engen i Fruens Bøge siden 11. maj. Odense-fødte Lars Arvad er både direktør for og skuespiller i revyen, der blandt andet har sketches med en vis Donald Trump, en smartphone-fanatiker og et nummer, hvor der undskyldes for lidt af hvert.
Det er klart et kig værd! Læs mere på www.odensesommerrevy.dk. Der er entré.
Filmen om Kaptajn Underhyler
Husker du Dav Pilkeys børnebøger om Kaptajn Underhyler? Dem med Jimmy og Otto, der laver ballede i skolen og tegneserier i fritiden og ender med at hypnotisere den onde skoleinspektør Hr. Knold til at tro, at han er selveste Kaptajn Underhyler?
Bogserien er et must-read for enhver børnefamilie, og nu rammer fortællingen det store lærred med biograffilmen af samme navn. Både Jyllands-Posten og Berlingske kvitterer med fire stjerner i deres anmeldelser af filmen.
“De mindste børn – og ret mange af os andre – vil grine højt af pruttepuder og løsslupne toiletter,” skrev Jyllands-Postens journalist således, og der er vist ingen tvivl om, at jeg bliver nødt til at runde Cinemaxx med ungerne i den nærmeste tid.