Autentiske historier bliver til teater
Hjem kære hjem – Sønderjyllands stemme” er titlen på Teatret Møllens kommende forestilling
Vi elsker alle en god historie, og særligt når vi ved at den er virkelig, nærværende og genkendelig fordi den omhandler andre menneskers liv, små og store oplevelser og emner som vi kan spejle os i og identificere os med. Alle mennesker har en fortælling: Din nabo, din underbo, ekspedienten hos købmanden, den trofaste buschauffør - fortællinger som nu bliver til teater.
”Hjem kære hjem – Sønderjyllands stemme” er titlen på Teatret Møllens kommende forestilling der er baseret på autentiske sønderjyske historier - virkelige historier fra virkelige menneskers liv. Intet er opdigtet, intet er fiktion. Med fingrene i den sønderjyske muld, giver forestillingen et indblik i livet hos udvalgte skæbner fra lokalområdet – med udgangspunkt i både hverdagens oplevelser og livets store begivenheder.
Teatret Møllens dramatiker Brian Wind-Hansen har siden efteråret først opsøgt og indsamlet, siden udvalgt og sammensat de historier der nu iscenesættes på teatrets scene i tæt samarbejde med de mennesker hvis livshistorier det hele handler om. Sammen med instruktør Rasmus Ask har Brian lavet dybdegående interviews og afholdt workshops med de involverede, og scenografen er Pernille Just arbejder nu på at finde en form der matcher projektets autenticitet og understøtter den vigtige pointe; at det der fortælles er virkelighed - det er ”livet live”.
Det er livet, det er ægte, og det handler om os alle sammen
Teaterchef, Nikolaj Mineka:
”Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde af afslutte en fantastisk teatersæson på. “Hjem Kære Hjem” er blevet et hjerte-projekt for hele teatret og jeg glæder mig til at præsentere dette unikke samarbejde mellem teatret og sønderjyske borgere for vores publikum. Gennem et helt år har vi indsamlet historier og dramatiker Brian Wind-Hansen skrevet et manuskript som indeholder alt: Kærlighed og latter, små og store følelser, oplevelser fra hverdagen og begivenheder fra livet - autentiske historier som vedrører os alle. ”Hjem kære hjem – Sønderjyllands stemme” er et unikt samarbejde i et unikt lokalområde.”
Husdramatiker, Brian Wind-Hansen:
”Siden august 2016 har jeg indsamlet historier til forestillingen ”Hjem kære hjem”, og det har været en vild, fantastisk og lærerig rejse, som har givet mig mange nye erfaringer, både fagligt og personligt. Jeg har fået et væld af historier fra mange forskellige borgere, og derfor har det også været en stor udfordring at udvælge hvad der skulle med i manuskriptet, men manuskriptet er nu ved at være færdigt og prøvestart nærmer sig med hastige skridt.
I april har vi haft workshop med de medvirkende; med skuespillere, borgere og vores musiker, og det var en stor oplevelse at mærke, hvor stærke fortællingerne er når de kommer på gulvet sammen med alle disse aktører - jeg er stadig ikke landet på jorden efter de to dage! Jeg glæder mig usigeligt meget til at åbne dørene op for publikum og vise dem en forestilling, som jeg tror de vil få svært ved at glemme igen. Det er livet, det er ægte, og det handler om os alle sammen. ”
Ekstra forestillinger i salg
”Hjem kære hjem – Sønderjyllands stemme” er allerede nu blevet mødt af stor interesse, og derfor har teatret valgt at åbne op for yderligere 2 forestillinger den 20. og 21. juni kl. 20.00.
Fakta
”Hjem kære hjem – Sønderjyllands stemme” har premiere den 10. juni og spiller dernæst den 13. – 16. juni kl 20.00 og d. 20. og 21. juni kl 20.00.
/mhe