Boligkøbere i Odense trykker på speederen
Salgstiden i Odense er reduceret, men det er ikke alle områder, som er lige populære
Til salg-skiltene får ikke lov at hvile længe i plænen hos de huse, der for tiden er til salg i Odense.
Ifølge Nordea Kredits beregninger er liggetiden i Odense faldet med 56 dage siden 2014.
Det betyder, at det i dag tager gennemsnitligt 131 dage at få huset solgt.
”Der er kommet flere købere i markedet, og derfor er det naturligt, at salgstiderne falder. Vi forventer, at salgstiden vil blive reduceret yderligere i den kommende tid,” siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.
Det er dog ikke alle områder i Odense, der er lige populære, fortæller ejendomsmægler Henrik Christoffersen, som er indehaver af fem Home-butikker.
Tre postnumre er varme
“I Odense C, M og SV mærker vi tydeligt, at efterspørgslen overstiger udbuddet. Hver gang, vi sætter et hus til salg, er der lynhurtigt interesse. Det betyder, at vi i disse områder har ventende købere,” fortæller han.
“Vi oplever især, at udviklingen i den sydlige del af Odense med for eksempel det nye supersygehus og Facebook er med til at tiltrække købere”.
Andre steder går det knap så stærkt.
“Det gælder helt lokale områder, som for eksempel ude omkring Rismarksvej, hvor der anlægges letbane. Her stopper køberne op og har brug for lige at fordøje gravearbejdet, inden de er klar til at købe,” siger han.
En bolig hitter især
Både ejerlejligheder, parcelhuse og villaer er i høj kurs, men ifølge Henrik Christoffersen er det særligt én type bolig, som lige nu hitter i Odense.
“Det er den røde murermester-villa, hvor der er kælder, stue og førstesal. Den type bolig er der kolossal interesse for,” vurderer han.
“Derimod er efterspørgslen knap så stor, når det gælder de klassiske et-plans-villaer fra 60'erne. For dem er liggetiden typisk lidt længere.”
Adam Arildsen fra Danbolig mener, at den lave salgstid i Odense til dels kan forklares med byens størrelse:
”Mange af de unge boligkøbere vil gerne bo et sted, hvor der sker noget, og hvor begge parter har kort til arbejde. Det ser vi i alle landets store byer, og det er en del af den mangeårige urbanisering i både Danmark og andre europæiske storbyer,” siger han.
Købernes tendens med at slå hurtigt til opleves også på resten af Fyn. For øen som helhed er salgstiden lige nu 237 dage i gennemsnit.