Fortsæt til indhold

Kommunen spørger private til råds om udbud

Vejle Kommune vil blive bedre til at bruge private leverandører

Arkiv
Arkiv

Dialog Vejle har en ambition om at blive en af landets førende erhvervs- og vækstkommuner. Derfor var det en streg i regningen, da DI’s årlige opgørelse over lokalt erhvervsklima i 2016 rangerede kommunen som en beskeden nummer 63 i kategorien ’Brug af private leverandører’. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. Det fik den kommunale indkøbschef til at indkalde DI til et møde for at høre, hvad man burde gøre anderledes. Her lød anbefalingen, at man i første omgang jo kunne tage fat i det lokale erhvervsliv og spørge om deres mening.

50 samtaler med private

Den anbefaling valgte indkøbschefen at følge, og han gik i gang med at ringe til et bredt udsnit af de virksomheder, som havde afleveret tilbud på kommunale udbud det forgange år. 50 samtaler senere kunne han konstatere, at der ikke var nogen entydig grund til Vejle Kommunes placering i opgørelsens midterfelt. Men han bemærkede samtidig, at virksomhederne var glade for hans opkald og den direkte dialog med udbudsafdelingen. Fremover er ambitionen således, at man skal ringe til størstedelen af de virksomheder, som har budt ind på en opgave, og tage en snak om, hvordan processen er forløbet.srj