Granerne tæmmede det barske Vestjylland
Give-Egnens Museum viser historien om skovrejsningen i en særudstilling
historie ’En duft af gran - Skov og hegn på Give-egnen’ er titlen på en særudstilling, som åbner 2. juni på Give-Egnens Museum. I tekst, billeder og genstande vises, hvordan granplantagerne har sat deres præg på de tidligere hedearealer. Her kan man opleve, hvad der er sket i skovene fra håndplantningens tid til de store entreprenørmaskiners indtog. Et kæmpe slid lå bag læhegnsplantning og skovrejsning. Man blev hjulpet af Hedeselskabet og landboforeningerne, men gravearbejde og plantning skete med håndkraft af husmænd og bønder. Således i Give Plantage, der blev tilplantet i årene efter 1867. Som en af de ældste private hedeplantager er Give Plantage med sine 150 år en en del af en spændende historie, som kan aflæses i skoven selv. Skov og læhegn ændrede området og det opdyrkede Vestjylland. Som udtrykt af lærer Chr. Balling i 1899: “Vestjylland vil med læhegnene og plantagerne have tabt deres barskhed, sin vide, øde horisonter, sit brune lyngtæppe og i adskilligt være kommet til at ligne de østlige landsdele. Men det vil også da have sin ejendommelige karakter. Det vil være et stykke Danmark med granduft.” Særudstillingen kan ses til 22. oktober.jesl