Døgnfluen er en overlever
Det er nu muligt at opleve døgnfluen, der udklækkes i maj og juni
Når vi hører ordet døgnflue, tænker vi ofte på en melodi, der i en kortere periode er vældig populær og topper hitlisten for senere at gå i glemmebogen for evig. Det er faktisk en misvisende betegnelse, for døgnfluer er sande overlevere. Allerede da de første dinosaurer vandrede rundt på jorden for flere hundrede millioner år siden, sværmede døgnfluerne over deres hoveder.
I slutningen af maj og de første uger i juni flyver døgnfluen. Insektet ses langs med rene vandløb, hvor larverne har levet nedgravet i bunden i 2-3 år. Når vandtemperaturen stiger, kravler larverne op af bundmaterialet og svømmer mod overfladen, hvor de hænger i overfladefilmen.
Her sker et lille mirakel. Larvehuden revner og et vinget insekt med blege farver kommer ud og basker mod land. Efter et par timer revner dyrets ryg igen og ud kommer det færdige insekt med klare hvid-gule farver.
Hannerne samles i store grupper, der svæver op og ned foran buske og træer i nærheden af vandløbet. Hvis de får øje på en hun, griber de hende med de lange ben og gennemfører parringen, hvorefter de dør.
Hunnerne flyver op mod strømmen og lægger deres æg i vandet, hvor de synker til bunds og udklækkes, hvorefter en ny livscyklus begynder. Efter æglægning driver hunnen med strømmen og forsvinder ofte i et plask, når en ørred snupper insektet på overfladen.
Sådan afsluttes et kort og hektisk liv for et insekt, hvor formering er det eneste formål med livet, der i øvrigt kun varer 1-2 døgn. Heraf navnet.
Fuglene afslører ofte, at der foregår udklækninger af døgnfluer i vandløbet. Når der er fugle, er der grund til at kigge efter de smukke insekter. Døgnfluerne viser i øvrigt, at vandløbet er rent, for de kan kun overleve, hvis der er højt iltindhold i vandet og samtidig er de meget sårbare overfor sprøjtegifte.