Fortsæt til indhold

Kunstmuseum udvider udstilling i to måneder

Vejle Kunstmuseum laver udstilling i vandet i Vejle Lystbådehavn

Arkiv
Arkiv

Med Floating Art udvider Vejle Kunstmuseum udstillingsrummet i to måneder hen over sommeren. Det er samtidskunst, der er skabt til at flyde på vandet. En tre kilometer lang rute fra Vejle Lystbådehavn til Skyttehushaven giver børn og voksne mulighed for at se på kunsten i vandkanten og komme ud i naturen. Med det gratis søkort ved hånden kan man lokalisere de 12 kunstværker i vandet, og den tilhørende formidlingspost på land, der fortæller mere om værket og kunstneren bag.
Floating Art gør kunsten til en del af livet ude i den virkelige verden. De 12 kunstværker siger alle sammen noget om den verden, vi lever i på hver deres måde. Det er både en hyggelig tur ved fjorden og en oplevelse, der giver dig lidt at tænke over.
“Samtidskunsten er konstant i berøring med det omgivende samfund, og derfor må man godt være fysisk i mødet med den. Derfor kan man finde værkerne til fods, tage med på omvisninger i kano eller bygge sit eget utopiske kunstværk, når der er børneworkshops på havnen hver tirsdag,” forklarer museumsinspektør Pernille Rom Bruun fra Vejle Kunstmuseum.
Floating Art 2017 åbner 23. juni, og kan opleves frem til Trekantområdets Festuge i slutningen af august.