Mit nye liv som ikkeryger - de første øl

Jeg vil starte med at sige ad og undskyld. For fy for pokker, hvor lugter røg dog egentlig dårligt. Jeg forstår ikke, at jeg i så mange år ikke har kunne lugte det - og har sagt 'pjat' til de folk, der har nævnt det. Det sidder jo i alt: Tøj, hår, møbler, ånde, alt. Undskyld, ikkerygere. I har ret. I'm right there with you.
Allerede kort tid inde i mit rygestop gik det op for mig, hvor afskyeligt røg egentlig lugter, når man ikke selv er med til at lave den.
Når man blot står ved siden af og indsnuser røgskyen, er det ikke ligefrem tillokkende at tænde en cigaret og selv forårsage den stank. Det har jeg i hvert fald slet ikke haft lyst til og regner heller ikke med at få det nogensinde igen.

Frygtet festival

Ikke engang i løbet af Jelling Musikfestivalen kom trangen, hvilket jeg ellers havde frygtet. Jeg var sikker på, især inden jeg stoppede med at ryge, at jeg i løbet af indtagelsen af de første gyldne øl-dråber, der jo altid har været forbundet med de hvide røgstænger - og oftest mange af dem - ville få en umådelig trang til at ryge. Det var der, jeg troede, at gamle vaner ville overtale mig og nedbryde min ellers stålsatte beslutning om at være ikkeryger med lokkende tankestrømme og overtalende ord.
Men ingenting i den stil skete til trods for, at flere omkring mig røg. Tværtimod nærmest.

En ny mig

Jo, tanken om en cigaret strejfede mig da. Helt hellig er jeg jo ikke blevet. Det skete bare ikke på den måde, som jeg havde forventet og frygtet, til trods for indtagelsen en betydelig mængde øl.
Det var ikke en overvældende trang, og “Bare én. Det må jeg godt”-tankerne, der sneg sig ind på mig, som det tidligere har været. Når tanken om at bede en af de andre om en smøg strejfede denne gang, fulgtes den blot af en anerkendelse af, at sådan er det ikke længere. Rygningen er fortid, og jeg behøver det ikke- Jeg er ikkeryger.